Jørgen Slotsgaard er død

Jørgen Slotsgaard 2015Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelse om Jørgen Slotsgaards død torsdag d. 25. juni.

Jørgen meldte sig ind i klubben i 2008, da han efter at være blevet pensioneret som skoleleder i Skibby fik lyst til at gøre mere ved skakken.

Vi vil huske Jørgen for hans ro, lune og hjælpsomhed og han fik sat mange aftryk i klubben – først og fremmest var han sammen med Finn Holm med til at starte juniorskakken op og ydede her en stor indsats for at formidle spillet til interesserede børn. Han hjalp utallige gange med i kantinen til Viking Cup og han ydede en stor indsats for at tage imod nye medlemmer, f.eks. ved at spille med dem i tekøkkenet, så de følte sig velkomne og godt taget imod. Når 2. holdet spillede udekampe var Jørgen altid chauffør. Han sørgede også for opbevaring af vores store udendørs brikker og var i det hele taget en type, som man ikke gik forgæves til, når der skulle gives en hånd til klubben.

Skakligt spillede Jørgen i 3. klasse og havde ikke ambitioner om mere. Men han kunne ofte drille selv gode spillere med sin evne til at låse stillingen af.  Så sent som sidste år deltog han i A-gruppen ved klubmesterskabet, hvor han bl.a. overraskede stort ved at vinde over Scheuer.

Vi vil på enhver måde savne Jørgen.

Æret været hans minde.

Frederikssund Skakklubs bestyrelse

Jørgen Slotsgaard juniorskak

Jørgen Slotsgaard sammen med nogle af de mange juniorer, der har nydt godt af hans undervisning.

Nyheder