1. holdet på 3. pladsen

1. holdet fejrer jul på 3. pladsen i M-rækken efter 4-4 mod Fredensborg. Holdlederen havde helt uhørt tilladt sig at tage juleferie men vi slap da igennem kampen uden de store skrammer og i passende afstand af nedrykningen.

Formanden havde en lille fordel gennem hele spillet og kom i slutspil med løber + bønder mod springer + bønder. Teknikken var i orden og pointet kom i hus. Daniel blev udsat for en gambit, og han blev helt og aldeles smadret. Kenneth smed en bonde i åbningen. Han fik stabiliseret skuden og tog remis i en ret lige stilling.

Carsten kom bedst ind i midtspillet, men valgte at tage remis, da fordelen efterhånden var ebbet ud. Modsat gik det Stefano, der startede helt skævt, men han formåede at arbejde sig tilbage i partiet og afvikle til et lige slutspil.

Kristian vandt en bonde i åbningen. Han havde dog lidt for travlt med at bytte brikker af, og pludselig stod hans brikker helt forkert, mens modstanderen havde afgørende matangreb. Finn H vandt hurtigt 3 bønder og pointet var aldrig i fare. Thomas W spillede et ret lige parti, så remis var vel et retfærdigt resultat.

En placering som nr. 3 er nok en anelse misvisende, da vi har mødt de 2 formodet svageste hold, mens vi stadig mangler et par af de stærke. Der skal dog et decideret kollaps til for at vi for alvor kommer i nedrykningsfare.

Kampens resultater

Holdskak