Viking Cup 2010

For 3. år i træk var der stort set fuldt hus i Elværket. En overgang var der 91 tilmeldte, men nogle afbud og et par udeblivelser gjorde at deltagerantallet endte på 82. Topdanmark var hovedsponsor, og da Nordea samtidigt sponsorerede 2. præmien, var Mesterklassen igen et mødested for nogle af landets stærkeste skakspillere.

Billeder fra Turneringen.

Mesterklassen (18 deltagere):
I topgruppen var der lagt op til et opgør mellem de to stormestre med Jens Kristiansen lige i hælene. Selv om det netop var dem der endte i top 3, så havde de mere end svært ved at rive sig løs fra feltet. Sune måtte allerede i 1. runde give en remis til Martin Lee Lauritsen.
Uglerne mente endda at Martin stod bedst i slutstillingen, men som stormester får man som regel remis, når man tilbyder det til en os andre dødelige.
I 3. runde kom så det første topopgør, da Jonny slog Jens. Det lignede finalepartiet, da stormestrene mødtes i 4. runde, og her trak Sune det længste strå. I mellemtiden havde Kåre Kristensen i al ubemærkethed også sneget sig op på 3½/4. Han blev sat lidt af topkampen, da han tabte til Sune i 5. runde, men med sejr over klubkammeraten Jonny Hector var Kåre stadig med i kampen om 1. præmien inden sidste runde.
Efter remis mod Jens Kristiansen havde Sune Berg Hansen dog stadig et halvt points forspring, men skulle han snuble mod Martin Haubro i sidste runde, så kunne vinderen af mødet mellem Jens og Kåre nå op. Sune formåede kun at få remis mod unge Haubro, der vist endda havde fat i den lange ende undervejs. Om Sune havde udregnet korrektionen må stå hen i det uvisse, men remisen sikrede ham i hvert fald 1. pladsen. Jens nåede også op på 5½, men havde marginalt dårligere korrektion end Sune, der dermed tog sin 5. Viking Cup sejr og de 3000 kr. i 1. præmie sponsoreret af Topdanmark. Sune vinder nærmest hver gang han stiller op i turneringen. Jens Kristiansen måtte nøjes med 2. præmien, der var sponsoreret af Nordea.

Sune Berg Hansen 2010
1. præmie: GM Sune Berg Hansen, Helsingør, 5½/7 (præmien sponsoreret af Topdanmark)

Jens Kristiansen 2010
2. præmie: IM Jens Kristiansen, Enkeltmedlem, 5½/7 (præmien sponsoreret af Nordea)

Jonny Hector 2010
3. præmie: Jonny Hector, Nordkalotten, 5/7

Kåre Kristensen 2010
4. præmie: Kåre Kristensen, Nordkalotten, 4½/7

Sigfred Haubro 2010
1. ratingpræmie (under 2100): Sigfred Haubro, BMS, 4½/7

Martin Lee Lauritsen 2010
2. ratingpræmie (under 2100): Martin Lee Lauritsen, Tåstrup, 4/7

Resultatskema for Mesterklassen.

1. klasse (17 deltagere):
Klassen blev et tæt opløb mellem 3 spillere. Peter Tjørnsted startede stærkt med 3/3, og han begyndte så at spille remis i de indbyrdes opgør med de andre i toppen. I sidste runde gik det dog galt mod Tommy Jensen, der med sejren klatrede op på 3. pladsen. Peters  korrektion var trods alt så god, at han fik 4. præmien. Allann Lind var på en delt 1. plads med 4/5, men nederlaget til altid farlige Flemming Borg kostede 1. pladsen. Den gik i stedet til Alex Mehr Hansen, der gik ubesejret igennem turneringen. Han formåede at holde skruen i vandet og vinde de to sidste runder for dermed at overhale de øvrige konkurrenter.

Alex Mehr Hansen 2010
1. præmie: Alex Mehr Hansen, Valby, 5½/7

Allann Lind 2010
2. præmie: Allann Lind, Tårnby, 5/7

Tommy Jensen 2010
3. præmie: Tommy Jensen, Egedal-Jyllinge, 5/7

Peter Tjørnsted 2010
4. præmie: Peter Tjørnsted, Valby, 4½/7

Resultatskema for 1. klasse.

2. klasse (11 deltagere):
I 2. klasse var der ikke meget tvivl om udfaldet. John Petersson kom alene i spidsen efter sejren i 3. runde over Erol Taskiran, og der blev han resten af turneringen. 6½/7 og 1½ points forspring til nærmeste forfølger var ret suverænt. Kun Stefano Sias formåede at hive en remis fra ham.

Erol tog 2. pladsen efter et par underlige partiafslutninger. Først fik han sat Simon Ellegård pat i et nemt vundet slutspil, og så fik han mirakuløst fusket sig ud af en udækkelig mat mod Henrik Holm, der dermed gik glip af en præmie. Begge parter kunne heldigvis grine af det hele. Simon Ellegård tog 3. præmien.

John Petersson 2010
1. præmie: John Petersson, Egedal-Jyllinge, 6½/7.

Erol Taskiran 2010
2. præmie: Erol Taskiran, Greve, 5/7

Simon Ellegård Christensen 2010
3. præmie: Simon Ellegård Christensen, Tornved, 5/7

Resultatskema for 2. klasse.

3. klasse (17 deltagere):
I den nederste klasse blev det et kapløb mellem junioren Hjalte Skov Henningsson og den tidligere frederikssunder Steen Bjørn. De spillede indbyrdes remis i 4. runde, og så var det bare et spørgsmål om hvem der ville snuble i de sidste runder. Det blev Steen, der måtte nøjes med 2. pladsen efter et hurtigt nederlag i sidste runde. Hjalte fik tilkæmpet sig en remis mod Johnny Svejgaard Rasmussen, der ellers stod til gevinst, men åbenbart var i gavehumør over for sin unge modstander. Thomas Fyhn endte på 3. pladsen efter en god start, men et par nederlag i runde 4 og 5 kostede altså i topkampen.

Hjalte Skov Henningsson 2010
1. præmie: Hjalte Skov Henningsson, Øbro, 6/7

Steen Bjørn 2010
2. præmie: Steen Bjørn, Næstved, 5½/7

Thomas Fyhn 2010
3. præmie: Thomas Fyhn, Tornved, 5/7

Johnny Svejgaard Rasmussen 2010
1. ratingpræmie, op til 1200: Johnny Svejgaard Rasmussen, Gladsaxe, 4½/7

Mats Blomstrand 2010
2. ratingpræmie, op til 1200: Mats Blomstrand, Egedal-Jyllinge, 4/7

Resultatskema for 3. klasse.

Juniorklassen (17 deltagere):
Juniorklassen var opdelt i to grupper. Gruppe B-E (spillere født 1993-2000) blev vundet på deling af Jonas Nielsen og Shai Hvid Shiv.
Jonas vandt det indbyrdes opgør, men måtte ned mod klubkammeraten Mette Ellegård Christensen.

Resultatskema for junior, Gruppe B-E.

Jonas Nielsen 2010
Jonas Nielsen får sin velfortjente 1. præmie i gruppe E.

Gruppe F blev ligeledes vundet med 6/7. Her var det Albert Lyng Petersen og Hauge Jacobsen, der delte 1. pladsen.

Resultatskema for junior, Gruppe F.

Albert Lyng Petersen og Hauge Jacobsen 2010
Albert Lyng Petersen og Hauge Jacobsen får overrakt medaljer og diplomer.