Referater 2008-2009

Ooooooooootte-nul!!
2. november 2008

Frederikssund 1-Roskilde 2:

Thomas Johansson 2199 Henrik Bloch Andersen 1909 1-0
Henrik Mikkelsen 2040 Søren Madsen 1733 1-0
Per Lund 1936 Claus Hansen 1720 1-0
Thomas Larsen 1925 Jørgen Hüttel Bühring 1403 1-0
Kenneth Haagensen 1881 Niels Laurids Agger 1394 1-0
Daniel Andersen 1888 Søren Preben Vagn Foghmoes 1413 1-0
Finn Larsen 1655 Flemming Guttknecht 1357 1-0
Stefano Freiesleben Sias 1530 Peter Brian Brøns 1202 1-0

Af: Thomas Larsen

Dette er et af de holdskakreferater, der er lidt sjovere at skrive end de andre. Jeg har engang været med til at tabe 8-0 med 1. holdet, men at vinde med de samme cifre har jeg godt nok aldrig prøvet. En gang skal jo være den første, og det må siges at være den perfekte start på holdskaksæsonen. Det må være godt PR her i jubilæumssæsonen at ligge til oprykning (og så glemmer vi alt om at vi rykkede ned sidste år). I forhold til sidste år mangler vi René, men holdet burde være stærkt nok til at kunne tale med om oprykning, hvilket resultatet også bevidner.

Thomas J så ud til at have spillet bedre end modstanderen i åbningen, men den hvide stilling holdt sammen, og der var ikke umiddelbare tegn på reel fordel til Thomas. Kort før tidskontrollen afgjorde vort 1. bræt sagerne, da han pludselig fik lov at lave en binding på et tårn.

Henrik havde bedst styr på teori og planer i Tjigorin-varianten i spansk. Sort blev mast helt ned på baglinien, og som Henrik selv udtrykte det, så havde han næsten så god en stilling, som man kunne have det uden at føre materielt. Han missede en enkelt smart vending, men ellers var det spil til et mål, selv om Daniel på et tidspunkt forsøgte at bilde folk ind at Henrik havde sat en officer i slag.

Lund præsterede et noget ujævnt parti, hvor modstanderen spillede i lyntempo, og Lund måtte passe på ikke at komme til at spille for hurtigt. Han vandt hurtigt en kvalitet og så ud til at have de bedste angrebschancer. I en rodet stilling kæmpede modstanderen sig tilbage, mens Lund høvlede rundt med sin dronning, så det tangerede kvindemishandling. Kvaliteten blev givet tilbage, og vor helt tog sig sammen og skabte en ustoppelig fribonde, som afgjorde sagen.

Formanden maste en ellers godt kæmpende modstander. En løber blev placeret på b6 til voldsom gene for Roskilde-manden, som ikke kunne få sine brikker i spil. Det kostede en kvalitet at få den aflivet, og slutspillet var derfor nemt vundet.

Kenneth byttede træ, så splinterne fløj omkring brættet, og efter 25 træk var han i slutspil med to springere mod springer og løber samt 7 bønder på hver side. Det lignede noget som meget let kunne ende remis, men som det var tilfældet i flere af de andre partier, så blev den højere spillestyrke afgørende. Kenneth fik møvet sig frem med kongen og manøvrerede springerne i stilling til at vinde den afgørende bonde.

Daniel spillede solidt fra start af og indkasserede en bonde. Han var lige ved at forære den tilbage, men slap med skrækken, og resten var ren opvisning for fanskaren.

Finn har delt en del af sine ratingpoints ud til andre på det sidste, men denne gang var der ingen gaver. Han afviklede til slutspil med et par merbønder, og da modstanderen ikke fandt det umagen værd at stoppe en fribonde, så kunne Finn jo lige så godt føre den i mål.

Stefano spillede dagens længste og mest dramatiske parti. Han kombinerede sig til en centrumsbonde og maste frem med to fribønder. Da han så kort efter fik en kvalitet oveni, så det godt ud. Noget gik imidlertid helt galt. Modstanderen fik modspil, og indkasserede bonde efter bonde, og slutspillet så nærmest tabt ud for Stefano. Han formåede dog stille og roligt at tage de tabte bønder tilbage, og det endte med tårn mod springer og en bonde til hver i h-linien. Muligvis var det vundet, men Stefano var kommet i kraftig tidnød og havde svært ved at komme videre. Til sidst valgte han at gå en lang tur rundt på brættet med kongen, og da modstanderen missede en enkelt chance for at aflive de sidste bønder, så kom hele pointet i hus, da Stefano fik afviklet til en stilling, hvor han kunne føre sin bonde i mål. Flot kæmpet, selv om det gav nervøse stunder hos tilskuerne.

Jeg var så letsindig at udlove en omgang, hvis vi vandt 8-0. Den giver jeg dog gladeligt, for det er ikke hver dag at det sker.

Lucky Lundini
16. november 2008

Hillerød 2-Frederikssund 1:

Esben Lauge Sørensen 1952 Thomas Johansson 2199 0-1
Hans Endrup Jacobsen 1920 Henrik Mikkelsen 2040 0-1
Sofus Rønne Christiansen 1762 Per Lund 1936 0-1
Wojciech Zbignew Pawlak 1738 Thomas Larsen 1925 0-1
Laurids Paulsen 1706 Kenneth Haagensen 1881 0-1
David Kinch Palvig 1681 Daniel Andersen 1888 0-1
Henrik Damgaard Hansen 1686 Finn Larsen 1655 ½-½
Martin Percivaldi 1102 Lars Christensen 1735 0-1

Af: Thomas Larsen

En 8-0 sejr i 1. runde er svær at følge op på. I 2. rundes kamp mod Hillerød var vi dog stadig klare ratingfavoritter, selv om modstanden så noget sværere ud end mod afbudsplagede Roskilde. Man måtte forvente at Hillerød ville snuppe points hist og her, men igen var marginalerne på vores side i en sådan grad at vi aldrig nogensinde har fået en bedre start på en holdturnering.

Thomas J havde fået et tip fra Henrik om at modstanderen spillede Pirc med sort, og Henrik modtog på køreturen til Hillerød en længere forklaring om østrigsk angreb mod Pirc. Jeg er ikke ekspert på området, men Thomas valgte tilsyneladende en lidt anden opstilling, og kom til at stå ganske fornuftigt med udviklingsforspring og en bedre bondestilling. Modstanderen forsvarede sig udmærket og fordelen ebbede ud indtil kort før tidskontrollen, hvor det hele ramlede for ham, og Thomas kunne indkassere afgørende materiale.

Henrik mødte Hans E. Jacobsen, som adskillige gange har krydset klinger med Lundini og et par gange med undertegnede på det seneste. Længe så det ud til at Hans havde et lille overtag. Henrik mente dog at han havde fået stabiliseret situationen og tilbød remis. Det blev afslået og spillerne kom efterhånden i tidnød, hvor Henrik fik overtaget og var var at vinde en bonde. Det ville Hans undgå, så han byttede dronninger med det resultat, at der i stedet røg et tårn.

Lundini spillede et parti som kun Lundini kan. Han spillede en af sine specialvarianter, hvor han klamrer sig til en merbonde i prøjsisk. Han overså et stærkt bondefremstød i centrum, og for at lette trykket på stillingen valgte han at give en kvalitet. Få træk senere tog han en bonde med Lxh6, og Sofus svarede efter lidt betænkning gxh6. Sekunder efter gik katastrofen op for ham, da Lundini nu havde Sf6+ med gaffel til konge og dronning. Der fulgte adskillige eder og forbandelser, og Lundini måtte nærmest undskylde for at han tog hele pointet, for Sofus havde spillet et godt parti indtil da.

Formanden måtte nedkæmpe sin modstander, der efter en solid åbning fandt et par tvivlsomme træk i midtspillet. Det gav en lidt uheldig dobbeltbonde i centrum, men jeg skulle frem til springerslutspillet før jeg kunne afgøre sagerne. Efter 39 træk var pointet i hus, da jeg kunne skabe en fribonde, som hverken konge eller springer kunne nå frem og stoppe.

Kenneth spiller ikke ligefrem lange teorivarianter, men han stod vel ok, indtil en lidt forfejlet dronningeafbytning kostede en bonde. Kenneth har dog en fremragende evne til at sno sig, når man tror at han er nede, og han vandt bonden tilbage, og da han så efterfølgende fik en officer med i købet, så reddede han sig for anden kamp i træk ud af en tvivlsom situation med et helt point i hånden.

Daniel var første mand på tavlen. Han arbejdede sig ind på dronningefløjen, samtidigt med at modstanderen ikke formåede at få rokeret. En bonde blev indhaleret og slutspillet blev vundet ret enkelt. En nydelig nedspilning, selv om Daniel vanen tro var utilfreds med et par træk efter partiet.

Finn blev dagens “skurk” med holdets eneste pointtab. Det pæneste ord jeg kan finde på om åbningsspillet fra begge parter må være “alternativt”. Finn formåede at få den bedste stilling, og da han vandt en officer på en springergaffel så det godt ud. Da pointet så skulle bjærges i land, så ofrede han officeren tilbage for at kunne sætte mat med to tårne på 7. række. Der var bare ingen mat, og i stedet måtte han nøjes med evig skak.

Lars mødte et 9-årigt juniortalent, og der er ingen tvivl om at knægten har masser af god skak i sig. Lars spillede roligt, og fik en lille fordel. Han afviklede smart til et bondeslutspil, og da lille Martin fik rodet lidt rundt i det med oppositionen, så gik det pludselig meget nemt med at vinde for Lars, der dog fik lov til at arbejde helt til han havde sat mat.

15½ point i 2 kampe er ganske enkelt en fremragende start, og vi har nu hhv. 5½ og 6 points ned til Rudersdal og Helsinge, der bør være de værste konkurrenter.

Hillerød har også knyttet nogle kommentarer til kampen på deres hjemmeside.

En anelse heldigt
7. december 2008

Frederikssund 1-Allerød 2:

Thomas Johansson 2199 Nils Hoffmann 1852 1-0
Henrik Mikkelsen 2040 Ejgild Nielsen 1810 1-0
Per Lund 1936 Birger Hagstrøm 1731 1-0
Thomas Larsen 1925 Niels Højtved 1701 1-0
Kenneth Haagensen 1881 Anders Rossen-Jørgensen 1721 ½-½
Daniel Andersen 1888 Hans Samuelsen 1689 0-1
Finn Larsen 1655 Poul Erik Nielsen 1638 ½-½
Lars Christensen 1735 David Christophersen 1603 1-0

Af: Thomas Larsen

Optakten til kampen var mildest talt noget rod. Ganske vist havde de 8 mand fra Hillerød kampen alle meldt sig klar, men Henriks kæreste havde arrangeret et surpriseparty for Henrik i anledning af hans 30 års fødselsdag. Det skulle foregå aftenen før kampen, og dermed var vi ikke helt sikre på om han kunne stille op. Thomas J plejer at køre med Henrik til Frederikssund, så holdlederen måtte finde to reserver i tilfælde af at det skulle gå helt galt. Per var rundt og spørge stort set hele klubben, men det endte da med at Finn H og Thomas A meldte sig klar, hvis det blev nødvendigt. Det blev det nu ikke, så vi stillede op som ventet. På papiret burde vi vinde en sikker sejr, men vi havde godt nok problemer mod et godt kæmpende Allerød-hold.

Thomas J blev åbenbart ret overrasket over at modstanderen spillede Bird (1.f4). Han forsøgte at stille op til angreb på kongefløjen uden at få noget ud af det. I tidnøden var han i alvorlige problemer, da modstanderen fandt det helt rigtige modspil i centrum. Heldigvis fik han en gave, da modstanderen glemte at gardere baglinien og måtte give en officer. Der blev afviklet til slutspil og pointet kom i hus efter en del besvær.

Henrik stod for dagens mest helstøbte præstation, så han kan ikke være blevet drukket helt i hegnet til festen dagen før (eller også bør han gøre det inden hver holdkamp). Han så længst i en ellers simpel afbytning og vandt en bonde. Han kombinerede sig til to bønder mere og samtidigt rullede angrebet frem mod en værgeløs konge.

Lundini fik en gave i åbningen, da Højesteretssagføreren gik i en ellers velkendt fælde i dronninggambit. Birger påstod ganske vist at det var med vilje, men det er svært at se at han skulle have tilstrækkelig kompensation (en bonde + terræn) for officeren. Man må dog give ham, at Lundini havde sit hyr med at få et overtag, men i længden blev den ekstra officer afgørende, da den sidste patron i form af en farlig fribonde blev afværget.

Formanden havde hævn til gode mod Niels Højtved. En overgang troede jeg at han havde forberedt sig ud fra vores parti for 4 år siden. Det havde han nu ikke, og spillet gik i stedet i en anden retning. Vi fik efterhånden tømt damefløjen for brikkker, og jeg valgte at gå all-in med et kongeangreb. I første omgang tabte det en bonde, men Niels fandt aldrig de rigtige forsvarstræk i tidnøden, og da han forsøgte sig med et remistilbud, så havde jeg et løbertræk, der afgjorde partiet omgående.

For 3. gang i træk vandt vi 4-0 på de 4 øverste brædder, men i bunden kæmpede vi noget mere.

Kenneth har virkelig været i tovene i denne holdskaksæson, men han er glat som en ål, og slipper ofte godt fra det. Denne gang måtte han hurtigt af med en bonde, og da han forsøgte at tage den tilbage, så røg der en officer. Det så egentlig ret umuligt ud fra ham, indtil han fik lov at tage et par bønder tilbage og man enedes om remis. I slutstillingen havde han tre bønder for officeren og han ærgrede sig lidt over ikke at have spillet videre mod en tilsyneladende lettere ærgerlig/rystet modstander.

Daniel … uhadada! Det så egentlig fornuftigt ud, indtil han overså en kombi der tabte en officer rent.

Finn formåede aldrig at få noget særligt ud af hverken åbning eller midtspil. Faktisk havde modstanderen 3 træk i træk chancen for at kombinere sig til en officer, men ingen af parterne opdagede noget som helst. I stedet måtte Finn i slutspil med en bonde mindre. Modstanderen opgav ret hurtigt alle gevinstforsøg og tilbød remis, hvilket fluks blev modtaget af Finn. Efter partiet var der enighed om at Finn stod til tab i slutstillingen. Efter at jeg har haft tid til at nærstudere slutspillet, så må jeg konstatere at det rent faktisk er remis.

Lars stillede sig fornuftigt op og havde en lille fordel. Modstanderen øsede sine brikker over i h-linien for at sætte mat, men Lars holdt hovedet koldt og opstillede en binding, der vandt en officer.

En 6-2 sejr var nogenlunde som forventet. Vi var dog decideret heldige i flere af partierne, og vi kan nok ikke forvente lige så stor venlighed, når vi skal møde Helsinge og Rudersdal i de næste runder.

Sejr trods afbud
11. januar 2009

Helsinge 2-Frederikssund 1:

Drazan Dragicevic 2181 Per Lund 1936 1-0
Jes West Knudsen 1960 Thomas Larsen 1925 0-1
Dennis Hellegard 1940 Kenneth Haagensen 1881 0-1
Morten Breinholt 1877 Daniel Andersen 1888 1-0
John K. Sørensen 1844 Finn Larsen 1655 ½-½
Dorte Bekker-Jensen 1471 Lars Christensen 1735 ½-½
Niels Jørgen Christiansen 1559 Stefano Sias 1530 ½-½
Ingen Modstander Finn Holm 1440 0-1

Af: Thomas Larsen

Efter at vi havde startet med at møde tre af de blødere hold i Mesterrækken, så blev det tid til Helsinge, der også har vundet deres tre kampe. Vi har bare udraderet modstanderne, mens Helsinge har vundet relativt små sejre, så vi havde et solidt forspring til dem. Vi manglede dog hele Malmø-filialen, der havde meldt afbud. Thomas J og Henrik har ellers scoret 6/6 på bræt 1 og 2, så dem kunne vi nu godt have brugt. I stedet gik vi til kampen med en målsætning om at hvis vi kunne undgå et stort nederlag, så ville vi stadig have en pæn føring i rækken. Så galt var det dog heldigvis ikke i nærheden af at gå!

Lundini har vundet 10 partier i træk i Mesterrækken, men nu sluttede festen altså. Han gav en bonde i åbningen. Det skulle være korrekt ifølge teorien, men han overså en smart afvikling, så han reelt bare var en bonde nede i resten af spillet, og det var rigeligt for FM’eren til at vinde.

Formanden snuppede en centrumsbonde. Det var næppe sundt, og bonden måtte gives tilbage samtidigt med at jeg havde dårlig udvikling og en klodset kongestilling med masser af svækkelser på de sorte felter. Heldigvis valgte Jes at være tro imod sin aggresive spillestil, og han forsøgte at ofre sig igennem i stedet for at spille stille og roligt. Paraderne hang fint sammen, og til sidst var det mig, der havde materiel fordel og kunne opstille en udækkelig mat.

Kenneth spillede et rigtigt godt parti – vel nok hans bedste i denne sæson. Faktisk var han ikke rigtigt i problemer på noget tidspunkt, som det ellers har været en vane for ham. En lille terrænfordel blev vekslet til en merbonde. Afslutningen var effektiv:

090111 Kenneth

39.Txf7! opgivet. Pga. 39.-Txf7 40.Db8 mat.

Daniel måtte af med en bonde, da modstanderen fandt en god kombi, og derefter var det op ad bakke for Daniel, der ikke kunne holde tårnslutspillet med to minusbønder.

Finn L forærede nærmest en bonde væk, og da han måtte af med en mere så det skidt ud. Uglerne mente at han missede en enkelt god chance, men da han kunne tage den ene bonde tilbage tilbød han samtidigt remis, hvilket blev modtaget.

Lars styrede brikkerne solidt, og fik fremtvunget et dronningeslutspil med merbonde. Han fik byttet dronningerne af og havde gevinststilling. Desværre glemte han lige den gamle børnelærdom om bondens kvadrat, og han måtte nøjes med remis.

Stefano valgte at give en kvalitet for en bonde, og umiddelbart så kompensationen ud til at være meget begrænset. Heldigvis fik han muligheden for at vinde det tabte materiale tilbage, og derfor enedes man fornuftigt nok om remis.

Finn H stod for dagens mest sikre point. Han fik nemlig ikke nogen modstander.

Utroligt rart med en sejr i en kamp mod et godt hold og hvor vi er ramt af afbud. Kan vi spille mindst lige op med Rudersdal i næste kamp, så begynder det for alvor at lugte af oprykning.

Sejr i topkampen
25. januar 2009

Frederikssund 1-Rudersdal 1:

Thomas Johansson 2199 Palle V. Henriksen 2113 ½-½
Henrik Mikkelsen 2040 Lars Laustsen 2067 ½-½
Per Lund 1936 Jesper Kristiansen 1961 ½-½
Thomas Larsen 1925 Thomas Due Bostrup 1869 1-0
Kenneth Haagensen 1881 Preben Auchenberg 1776 ½-½
Daniel Andersen 1888 Michael Krogh 1789 1-0
Finn Larsen 1655 Peter Paaschburg Nielsen 1656 0-1
Lars Christensen 1735 Helge Malchau 1722 ½-½

Af: Thomas Larsen

Natten inden kampen havde der åbenbart været nogle bilafbrændinger i Birkerød by. Rygterne gik på at klubbens mest berygtede supportere fra den berygtede ”Schlachtenbummler”-afdeling havde været på spil, men det var vist bare rygter. Modstanderne virkede da heller ikke synderligt skræmt ved mødet med de farlige FsS’ere. Det værste ved at spille på udebane mod os var da heller ikke vores fans, men derimod temperaturen i lokalet. Vi er godt klar over at kommunen har en anstrengt økonomi, men at slukke helt for radiatorerne var ikke særligt pænt gjort.

Efter vores sejr over Helsinge, så var Rudersdal efterhånden det eneste hold, der havde en chance for at hente os. Deres muligheder lå primært i at vinde den indbyrdes kamp og så tage et par kæmpesejre til sidst. Med 5 points forspring kunne vi til gengæld sagtens leve med en uafgjort kamp, eller måske endda et lille nederlag. Pointene kom heldigvis støt og roligt. De fleste af dem som remiser, og selv om Finn måtte ned, så var der aldrig panik på og til sidst kunne vi hive sejren i land.

Thomas J spillede endnu en af sine underlige åbninger. Tilsyneladende slipper han udmærket fra det hver gang, uden at han dog på noget tidspunkt havde en reel fordel. Dertil spillede Palle Henriksen simpelthen for solidt, og efter en afbytning af de fleste officerer var remis det naturlige resultat.

Henriks parti kom heller aldrig ud over remisgrænsen. Efter nogle trækgentagelser i midtspillet tilbød han remis, hvilket dog blev afslået, men kort efter blev der alligevel sluttet fred.

Lundini fulgte den generelle holdtaktik og stillede sig solidt op. Han fik dog påtaget sig en isoleret d-bonde, og modstanderen formåede at udnytte de svagheder, der opstod omkring bonden til at skabe en fordel. Hen imod tidnøden så det svært ud for vor mand, og et skidt bonde træk burde have kostet partiet. Der røg en officer, men i tidnød er Lundini altid farlig, og minsandten om ikke han tryllede en evig skak frem på brættet:

090125 Lund

37.-Txg2 38.Kxg2 De2+ 39.Kg1 De3+ ½-½

Formand Thomas mødte Formand Thomas. Jeg mødte unge Bostrup i et parti for et par år siden, hvor jeg var decideret heldig med at få remis. Denne gang havde jeg dog mere styr på sagerne. Partiet startede roligt, men udviklede sig mere skarpt hen i midtspillet. Jeg var ved at vinde en bonde, men i stedet ofrede Thomas en officer for et par bønder. Tidnøden var bestemt ikke uden nerver, men da røgen var lettet kunne jeg afvikle til et vundet slutspil.

Kenneth var først på tavlen med en 17 træks remis. Der var aldrig noget konkret under opsejling, og når nu at remis passede os udmærket i forhold til stillingen i Mesterrækken, så skal der ikke lyde nogen protester herfra.

Daniel maste stille og roligt modstanderen ned på baglinien. Ganske vist var stillingen materielt lige da modstanderen tabte på tid, men Daniel var på vej til at høste en bonde og stadig have en overlegen stilling.

Finn L blev udsat for kongegambit. Efterhånden lidt af en sjældenhed, men derfor kan den nu godt være farlig. Han kom i hvert fald dårligt ind i midtspillet, fik aldrig udviklet sin dronningefløj, og endte i et håbløst slutspil, hvor han hurtigt opgav ævred.

Lars var også med på holdet af solide remisspillere. I slutstillingen var der heller ikke meget på færde, og remis var som nævnt udmærket for holdet.

Status er at vi nu har 6 points til Rudersdal og 6½ til Helsinge, og vi har flere matchpoints og har slået dem i indbydes kampe. Med andre ord skal vi blot bruge 10 points (mindre kan nok også gøre det) i de to sidste kampe mod Helsingør og Ålsgårde, som begge ligger i den tunge ende af rækken. Det må bare ikke gå galt!

En offday
22. februar 2009

Helsingør 2-Frederikssund 1:

Ib Jensen 1938 Henrik Mikkelsen 2040 0-1
Lasse Henningsen 1906 Per Lund 1936 0-1
Flemming Jensen 1750 Thomas Larsen 1925 0-1
Erik Hedegaard Hansen 1660 Kenneth Haagensen 1881 1-0
Maynard Needham 1638 Daniel Andersen 1888 1-0
Torsten Sundgaard Christiansen 1609 Finn Larsen 1655 1-0
Leo Nielsen 1607 Stefano Freiesleben Sias 1530 0-1
Dennis Madsen 1449 Valdemar Engmann 1447 1-0

Af: Thomas Larsen

Helsingør 2 er et af de blødere hold i rækken, så dem burde vi nok kunne banke og dermed komme meget tæt på at sikre oprykningen. Thomas J kunne desværre ikke være med og Lars lagde sig syg med influenza, så Stefano og Valdemar måtte træde til. Også Kenneth og Daniel så ud til at være ramt. De var dog i stand til at stille op. Samlet set var vi stadig favoritter, så derfor var det en noget lunken uafgjort vi fik med hjem. Flere af vores folk havde en decideret offday, og til sidst var vi endda tæt ved at tabe kampen.

Henrik skulle kun bruge lidt over en time på at vinde. I en skarp stilling havde modstanderen i 12. træk mulighed for at afvikle til et slutspil, hvor Henrik kun havde en marginal fordel. I stedet skete en grum fejl, og efter 17 træk havde Henrik vundet tilstrækkeligt materiale til at Ib ikke gad at bruge mere krudt på det parti.

Lundini stod ret presset, uden at han dog for alvor var i tabsfare. Pludselig blev der ofret en officer, men Per formåede at bringe kongen i sikkerhed og slå effektivt kontra så snart han fik chancen. Et vigtigt point for moralen, for på det tidspunkt så det skidt ud.

Formanden føjede endnu en pind til stakittet i et langt parti. Jeg fik nærmest en bonde forærende, og i tidnøden nåede jeg at hapse endnu en, og samtidigt få byttet dronninger af. Det lignede et nemt vundet slutspil, som åbenbart alligevel kunne volde problemer. Heldigvis gav modstanderen lige en skak for meget, så jeg vandt et vigtigt tempo. I stedet for en noget mere besværlig gevinstføring, var tårnslutspillet nu nemt vundet.

Kenneth mødte den sympatiske Erik Hedegaard, der dog har været hård ved sine modstandere i denne sæson og står til at vinde en stor bunke rating. Det gik også ud over Kenneth, der sjældent er blevet udspillet i samme grad som i dette parti. Han blev krøllet sammen og officererne var opstillet kluntet. Normalt plejer han altid at kunne finde forsvarsressourcer, men denne gang var der intet.

Daniels partier ender ofte med et ud af to udfald: 1) Han udspiller modstanderen sikkert og stilrent. 2) Han taber efter en kæmpebuk. Denne gang var det desværre den sidste mulighed. Han var to bønder oppe, men under gevaldigt pres, så han forsøgte at lave dronningeafbytning. Desværre kunne springeren, der dækkede dronningen, elimineres med skak, og så stod dronningen til afhentning.

Finn L så ud til at have overtaget da han fik afviklet til slutspil med merbonde samt dronning og løber til begge parter. Han måtte dog aflevere merbonden igen, og i stedet for at modtage remistilbuddet, så lavede han en fejl, der få træk senere kostede endnu en bonde. Samtidigt blev de sidste officerer byttet af, og bondeslutspillet kunne ikke holdes.

Stefano kom udmærket fra åbningen, men han blev langsomt presset tilbage. Heldigt for os fejlede modstanderen i tidnøden og satte et tårn i slag, så Stefano i sidste ende kunne sikre pointet.

Valdemar mødte en modstander, der spiller lige så vildt som ham selv, så det kunne kun blive underholdende. Modstanderen ofrede løs og Valdemar forsvarede sig det bedste han havde lært for ikke at blive sat mat. En overgang havde han både tårn og løber i overskud, men han måtte give løberen tilbage. En efterfølgende helt unødvendig skak kostede også tårnet, og selv om han kæmpede forbilledligt i dronningeslutspil med 3 bønder mindre, så løb han til sidst tør for skakker og måtte strække våben.

4-4 var et noget skuffende resultat – specielt fordi der i hvert fald blev sat 3 fordelagtige stillinger over styr, mens det reelt kun var Stefano, der kunne siges at være decideret heldig. Vi kunne dog leve med resultatet, og når Rudersdal og Helsinge så kun tog hhv. 5 og 3½ point, så kom vi samlet set tættere på oprykningen. Der mangler kun 3 points i den sidste kamp mod Ålsgårde, hvor vi forhåbentlig stiller i stærkeste opstilling.

Færdigt arbejde!
8. marts 2009

Frederikssund 1-Ålsgårde 1:

Thomas Johansson 2199 Svend Erik Førby Sørensen 1946 1-0
Henrik Mikkelsen 2040 Kristian Bjørneboe 1939 ½-½
Per Lund 1936 Preben Nielsen 1781 ½-½
Thomas Larsen 1925 Palle Nielsen 1756 1-0
Kenneth Haagensen 1881 Jørgen Wimo 1767 1-0
Daniel Andersen 1888 Michael Mæchel 1606 ½-½
Finn Larsen 1655 Lars Peter M. Johannessen 1569 1-0
Lars Christensen 1735 Mogens Nielsen 1547 1-0

Af: Thomas Larsen

1. holdet gjorde arbejdet færdigt i den sidste kamp. Der var reelt aldrig optræk til spænding om oprykningspladsen. Rudersdal tabte lynhurtigt på 8. brættet, og da Finn L og Lars også vandt rimeligt komfortabelt, så var pladsen i 2. division sikret og det var kun et spørgsmål om hvor stort forspringet skulle ende med at blive.

Thomas J stillede sig op med bønder på d5 og f5, der forhindrede at hvid kunne spille e4. Problemet var bare at e4 kom alligevel, så Thomas blev trængt i defensiven og måtte forsvare sig hårdt. Han kæmpede sig ud af problemerne og afgjorde partiet, da der pludselig var en springer i slag.

Henrik havde forberedt en spændende variant i Caro-Kann, men den forberedelse fik han dog ikke brug for. I stedet gik modstanderen ind i en af hovedvarianterne, som Henrik også er godt bekendt med. Efter at Henrik havde haft et lille overtag i hele partiet, så endte det i tårnslutspil, hvor han havde de bedste chancer. Han fandt desværre ikke gevinstmulighederne og i slutstillingen havde han i hvert fald ikke mere end remis.

Lundini stod for dagens længste parti. Op imod tidnøden var han langsomt ved at komme i problemer. Modstanderen var dog venlig og udnyttede ikke chancerne, og i stedet vandt Lundini en bonde. Han skulle hele tiden passe på ikke at blive sat mat, og til sidst gav han bonden tilbage for at ende i et remisslutspil.

Formanden fuldendte sit stakit i sikker stil. Partiet blev reelt afgjort da jeg kunne plante en springergaffel til begge tårne, og så skulle jeg lige afværge et desperat modspil inden pointet var i hus.

Kenneths modstander påtog sig noget uforståeligt en isoleret dobbeltbonde, og Kenneth spillede meget metodisk på at udnytte denne svaghed. En bonde blev vundet, og med den i hånden var bondeslutspillet nemt at vinde.

Daniel stod klart bedst, da der pludselig lød eder og forbandelser henne fra hans bræt. Han var ganske vist en kvalitet nede, men han var ved at føre en fribonde i mål. Desværre valgte han at stille en mattrussel op, og efter et par skakker, så røg fribonden pludselig. Partiet syntes tabt, men det skal siges til Daniels ros, at han derefter udnyttede modstanderens svagheder omkring kongen til at sikre sig en remis.

Finns modstander spillede forkert i åbningen, og derfra var det Finn, der styrede begivenhederne i partiet. Angrebsbølge nr. 2 vandt afgørende materiale, og alt i alt var det vist bare en let sejr for Finn.

Lars vandt en løber på en binding, og derfra var det kun et spørgsmål om tid før pointet var i hus, selv om modstanderen kæmpede længe i en stilling, hvor Lars havde stor materiel fordel.

Oprykningen blev fejret med et glas champagne (holdlederen gav), fulgt af en tur på det lokale pizzaria.

Summa summarum blev at vi vandt Mesterrækken suverænt med 41 Brætpoints og 13 Matchpoints. Vi har lige været en klasse bedre end alle de andre hold, og ikke mindst evnen til at kvase bundholdene og udgå katastrofer mod de øvrige tophold gjorde udslaget. Kun præstationen i kampen mod Helsingør var under standard, men det rokker ikke ved en helstøbt sæson, hvor alle bidrog til oprykningen.

Undertegnede kopierede Lundinis præstation fra for to sæsoner siden og ryddede bordet med 7/7. Der var dog mange om buddet, og hele 6 af de faste 1. holdsspillere scorede over 70%.
Så skal vi altså prøve kræfter med 2. division igen til næste sæson, og forhåbentlig kan vi gøre det noget bedre denne gang, så vi har en reel chance for at forblive i divisionen.

God start
6. november 2008

Frederikssund 2 – Egedal-Jyllinge 2:

Lars Christensen 1735 Michael Jensen 1478 0-1
Stefano Freiesleben Sias 1530 Poul Bauer 1476 ½-½
Valdemar Engmann 1447 Jørgen Mortensen 1388 1-0
Finn Holm 1440 Benny Andersen 1368 1-0
Jørgen Slotsgaard 1300 Thomas Balling 1336 1-0
Bendt Laursen 1280 Hardy A. Nielsen 1292 1-0
Verner Engmann 1334 Gunnar Petersson 1281 0-1
Thomas Andersen 1000 Mats Blomstrand 1000 0-1

Af: Thomas Larsen

2. holdet startede med en fin sejr over Egedal-Jyllinge 2. Det lover godt for sæsonen, og kan holdet undgå at rende ind de samme kollaps, som i sidste sæson, så er der mulighed for at være med i front af rækken.

Lars hapsede en bonde i centrum, men da han skulle dække den kom han til at stille den uheldigt på samme diagonal som kongen, og så gik damen tabt.

Stefano fik tilkæmpet sig en lille terrænovervægt. Stillingen var dog så lukket at man enedes om remis efter 41 træk.

Valdemar tog en nydelig sejr. Han tog et par bønder da de blev sat i slag, og afsluttede partiet med at trænge afgørende ind med dronningen i modstanderens kongestilling.

Finn H’s sejr så også meget overbevisende ud. Han var ganske vist lidt nervøs for modstanderens angreb til sidst, men det var ikke farligt nok til at gøre nogen skade.

Jørgen debuterede på 2. holdet med en sejr. Partiet så længe meget lige ud indtil modstanderen valgte at begå skakmæssigt selvmord ved at sætte brikker i slag.

Bendt måtte arbejde hårdt for pointet. Han vandt ellers en kvalitet i 15. træk og byttede af til et vundet slutspil. Det tog lidt tid at gøre arbejdet færdigt, men til sidst ofrede han kvaliteten tilbage for at kunne føre en fribonde i mål.

Verner fumlede i åbningen, kæmpede sig tilbage i partiet og stod til gevinst, hvorefter han satte det hele over styr til sidst.

Thomas A var ude i aftenens længste parti. Han kom i tårnslutspil med et par bønder i underskud. Forbilledlig fight gav ham remischancer, men da de ikke blev udnyttet måtte han ned til sidst.

Udmærket af 2. holdet at starte med en sejr, og det giver håb om en forbedring af sidste års 4. plads.

Ærgerligt nederlag
19. november 2008

Frederiksværk 1-Frederikssund 2:

Flemming Stald 1790 Finn Larsen 1655 ½-½
Poul Christiansen 1649 Stefano Freiesleben Sias 1530 1-0
Jørn Stig Andersen 1659 Valdemar Engmann 1447 1-0
Steen B. Kopperberg 1725 Finn Holm 1440 ½-½
Bent Jakobsen 1000 Jørgen Slotsgaard 1300 ½-½
Finn Ø. Christiansen 1333 Bendt Laursen 1280 0-1
Omar Elzubeir 1462 Verner Engmann 1334 1-0
Martin Møller Pedersen 1170 Thomas Andersen 1000 1-0

Af: Thomas Larsen

2. holdet var ude i det efterhånden klassiske opgør mod Frederiksværk. Det er blevet til en del møder mellem de to hold i de seneste år. Dette var det 7. møde på 6 sæsoner, og inden kampen havde Frederiksværk en 2-points føring i det samlede regnskab. Denne føring blev desværre udbygget.

Finn L har jeg ved et par lejligheder klandret for tvivlsomt åbningsspil. Denne gang spillede han til gengæld noget, der lignede en standardopstilling mod Najdorf-varianten i siciliansk, men både Finn og Frederiksværks “Grand Old Man” Flemming Stald kedede sig åbenbart så meget at de tog remis efter 14 træk.

Stefano spillede en god åbning og derefter et midtspil, hvor han kom af sted med en merbonde, da de lette officerer var byttet af. Det endte i et tårnslutspil, hvor han tydeligvis havde gevinstchancerne. Desværre lod han modstanderens tårn trænge ind og æde bønder, og et ellers godt parti fra Stefanos hånd endte med et nederlag.

Valdemar var åbenbart influenzaramt. Han stillede trods alt op, men kunne altså ikke forhindre et nederlag.

Finn H var også lettere ramt af sygdom. Det var åbenbart ikke så slemt som hos Valdemar, og det blev til en remis efter 21 solide træk.

Jørgen spillede remis, hvilket begge spillere åbenbart var udmærket tilfredse med. Partiet så også meget lige ud hele vejen igennem.

Bendt stod for aftenens eneste hele point til 2. holdet. Efter et spændende midtspil blev der afviklet til springerslutspil, hvor Bendt havde den mest aktive stilling og afslog remis. Kongen gik frem og hapsede en bonde, og efter en hektisk tidnødafslutning vandt han på tid i en vundet stilling.

Verner holdt udmærket stand, men så fik han åbnet lidt for meget foran kongen, og han blev ramt af en mattrussel, som kun kunne pareres ved at ofre damen.

Thomas A sad for anden gang i træk tilbage som den sidste. Måske stressede det ham lidt for meget at de øvrige spillere kiggede interesserede med, for selv om han formåede at afvikle til et vundet tårnslutspil, så gik det helt galt for ham i tidnøden, og han endte med at gå i en mat. Utroligt ærgerligt, for han havde fortjent en bedre skæbne i det parti.

Et ærgerligt nederlag, for vi havde chancen for at tage sejren, men både Stefano og Thomas var uheldige og satte gode stillinger over styr. Nu er det bare om at komme op på hesten igen, når holdet skal til Hørsholm i næste runde.

Stadig på 3. pladsen
8. december 2008

Hørsholm 2-Frederikssund 1:

Christian Rüdinger 1777 Thomas Larsen 1925 1-0
Sven Ove Petersen 1569 Lars Christensen 1735 ½-½
Erik Both 1646 Stefano Freiesleben Sias 1530 0-1
Flemming Stener Eriksen 1558 Finn Holm 1440 ½-½
Vojislav Jankovic 1546 Jørgen Slotsgaard 1300 1-0
Jacob Lomholt 1459 Bendt Laursen 1280 ½-½
Ole Løppenthin 1336 Thomas Andersen 1000 ½-½
Arne Johansen 1408 vandt uden kamp 1-0

Af: Thomas Larsen

2. holdet kunne kun stille 7 mand til kampen mod Hørsholm. Mandagskampe er normalt ikke holdets livret og altid ærgerligt at lade et bræt stå tomt.

Formanden måtte tage en tørn på 1. brættet. Ikke nogen stor succes. Jeg havde forberedt mig på Rüdingers Winawer, men han afveg fra min forberedelse, og derefter fik jeg spillet forkert og kom under kraftigt angreb. Jeg holdt lige nøjagtigt sammen på stillingen indtil to træk før tidskontrollen, hvor jeg i kraftig tidnød overså en mat i 1. Øv!

Lars stod for dagens længste og mest dramatiske parti. Lars havde fordel i form af bedre terræn og han fik afviklet til slutspil med D+L og merbonde mod D+S. Merbonden blev tabt igen, og efter et tidnødsdrama endte det endelig remis, selv om modstanderen på besynderlig vis afslog remis på trods af at han kun havde en springer mod en bonde.

Stefano fik et dejligt nemt point, for pludselig stod der et tårn i slag.

Finn H spillede solidt, og partiet var vel i balance hele tiden. Han forsøgte med et remistilbud som blev afslået, men efter nogle flere afbytninger, så blev der alligevel taget remis.

Jørgen havde ikke nogen heldig hånd. Han spillede en springer frem på b5, hvor den bare endte med at blive fanget, og han endte med at tabe på tid i en i forvejen tabt stilling.

Bendt måtte afgive sit første halve point i denne sæson. Efter nogle slagudvekslinger endte partiet i et tårnslutspil, hvor man rimeligt nok sluttede fred.

Thomas A har været ret uheldig med at tabe sine to første partier, så derfor var det udmærket at han kom på tavlen med en remis. Stillingen var også meget lige, så det var også et meget retfærdigt resultat.

Med 3-5 nederlaget forbliver 2. holdet på 3. pladsen efter Hørsholm og Frederiksværk og foran Egedal.

Fortsat på 3. pladsen
13. januar 2009

Egedal/Jyllinge 2-Frederikssund 2:

Michael Jensen 1478 Finn Larsen 1655 0-1
Poul Bauer 1476 Stefano Sias 1530 ½-½
Jørgen Mortensen 1388 Valdemar Engmann 1447 0-1
Benny Andersen 1368 Finn Holm 1440 ½-½
Bjarne Frederiksen 1292 Jørgen Slotsgaard 1300 1-0
Hardy A. Nielsen 1292 Bendt Laursen 1280 ½-½
Gunnar Petersson 1281 Verner Engmann 1334 0-1
Mats Blomstrand 1000 Thomas Andersen 1000 1-0

Af: Thomas Larsen

2. holdet drog en tur til Ølstykke for at møde fusionsklubben Egedal-Jyllinges 2. hold. Efter sammenlægningen af de to klubber er de bedste spillere naturligt nok sat på 1. holdet, mens 2. holdet er blevet tilsvarende svækket. Det betyder at vores 2. hold gik ind til kampen med en lille favoritværdighed, og den levede de meget præcist op til.

Finn L ofrede en bonde i åbningen. Ikke et specielt korrekt offer, men han fik da noget spil for den, og han kunne kombinere sig til afgørende materiel fordel.

Stefano har spillet rigtigt solidt i år, og dette parti var ingen undtagelse. Der blev afviklet til uligefarvet løberslutspil, som var tykt remis. Desværre valgte Stefano at tage remisen netop som han havde fusket modstanderen og kunne spille på gevinst. Ingen kan dog fortænke ham i at tage remis i slutstillingen, hvor tiden var begyndt at trykke.

Valdemar ofrede friskt en kvalitet for angreb på modstanderens kongestilling. Der var rigelig kompensation, og Valdemar nåede endda at overse flere vindende fortsættelser inden han til sidst fik afviklet til et vundet slutspil med et par merbønder.

Finn H’s parti endte i en relativt udramatisk remis.

Jørgen afviklede til bondeslutspil. Desværre duede den sidste officersafbytning ikke, og han tabte hurtigt den afgørende bonde.

Bendts parti var der fuld fart på, og hvis man ser på partiforløbet, så skal han bestemt ikke være utilfreds med remis. Først fumlede modstanderen i en klart vundet stilling, da han ikke kendte en passent reglen. Dermed kom Bendt nærmest mirakuløst tilbage, og da begge parter spillede sådan ca. lige meget forkert i bondeslutspillet, så kunne det kun ende remis.

Verner skyndte sig at sælge et par bønder uden nogen egentlig kompensation, og senere røg der også en officer. Til alt held sendte modstanderen kongen ud hvor den blev fanget, og pludselig havde Verner spundet et matnet.

Thomas A bør lige kigge lidt på nogle teorivarianter. I hvert fald gik der kun 15 træk inden at hans stilling var så håbløs at han gav op.

Dermed holdt 2. holdet sig foran Egedal-Jyllinge, og der er udsigt til at forbedre sidste års 4. plads.

Sejr i tæt opgør
29. januar 2009

Frederikssund 1-Frederiksværk 1:

Finn Larsen 1655 Flemming Stald 1790 1-0
Stefano Sias 1530 Poul Christiansen 1649 ½-½
Valdemar Engmann 1447 Jørn Stig Andersen 1659 ½-½
Finn Holm 1440 Finn Ø. Christiansen 1333 ½-½
Jørgen Slotsgaard 1300 Omar Elzubeir 1462 ½-½
Bendt Laursen 1280 Martin Møller Pedersen 1170 ½-½
Verner Engmann 1334 Søren Ellegaard 1151 1-0
Thomas Andersen 1000 Jørgen Dam Pedersen 1293 0-1

Af: Thomas Larsen

2. holdet tog sæsonens 3. sejr i et tæt opgør mod Frederiksværk.

Finn L tog en hurtig remis i det første opgør mod Flemming Stald, men denne gang blev der kæmpet længe i et skarpt parti, som Finn godt kan lide det. Op imod tidskontrollen var Finns brikker langt bedre koordinerede, og han afsluttede partiet i ren opvisningsstil.

Stefano fik også gang i et skarpt partioplæg. Efter en trækgentagelse tog man dog remis efter 19 træk.

Valdemars modstander havde maksimumpoints inden kampen. Det var imidlertid Valdemar, der spillede på gevinst i slutspillet, hvor han dog til sidst måtte acceptere remis.

Finn H spillede endnu engang remis. Han havde vel en minimalt bedre stilling til slut, men det var svært at se egentlige gevinstchancer der.

Jørgen blev udsat for kongegambit, der bestemt ikke er ufarlig til trods for at den spilles ret sjældent nu om dage. Efter åbningen så det lidt kritisk ud, men Jørgen formåede at spille meget præcist i de komplicerede slagudvekslinger og holde skansen indtil røgen var lettet og remis var et naturligt udfald.

Bendt sendte de tunge officerer til g-, og h-linien, hvor de truede med kongeangreb. Et enkelt godt hiv blev desværre misset, og Bendt måtte trække i nødbremsen og tage remisen.

Verner vandt et lidt rodet parti, hvor begge parter havde fordel undervejs. Partiet blev afgjort da modstanderen pludselig mere eller mindre satte en officer i slag.

Thomas A solgte en springer i forsøget på at dække en bonde i slag, og derefter var der ikke meget sjov ved det parti.

Med denne sejr blev 3. pladsen i C-rækken cementeret.

En rundbarbering til slut
26. februar 2009

Frederikssund 2-Hørsholm 2:

Stefano Sias 1530 Sven Ove Petersen 1569 ½-½
Valdemar Engmann 1447 Erik Both 1646 0-1
Finn Holm 1440 Flemming Stener Eriksen 1558 ½-½
Jørgen Slotsgaard 1300 Vojislav Jankovic 1546 0-1
Bendt Laursen 1280 Jacob Lomholt 1459 0-1
Verner Engmann 1334 Ole Løppenthin 1336 0-1
Aage Brems-Pedersen 1034 Arne Johansen 1408 0-1
Thomas Andersen 1000 Mogens Dam 1100 0-1

Af: Thomas Larsen

Den sidste kamp for 2. holdet blev lidt af en ørefigen fra topholdet Hørsholm.

Stefano har været en god mand for 2. holdet i hele sæsonen. Efter et spændende parti endte det i slutspil med dronning og springer til begge sider, hvor man til sidst enedes om remis.

Valdemar forsøgte sig i vanligt offerhumør. Først blev en bonde og siden en officer kastet på bålet i forsøg på at holde gang i angrebet. Modstanderen afviste alle angrebsforsøg og hev pointet i land.

Finn H vandt en officer for et par bønder, men valgte lidt uforståeligt at tilbyde remis efter kun 20 træk. Tilbuddet blev naturligvis modtaget, for Finn stod bedst på det tidspunkt.

Jørgen kom hurtigt i grumme problemer og modstanderen kunne afvikle til et vundet tårnslutspil med hele 5 merbønder.

Bendt forsøgte sig et par gange med remistilbud, men modstanderen afslog, for han så ud til at stå bedst gennem det meste af partiet, og det endte da også med at Bendt måtte ned.

Verner havde adskillige chancer for at vinde sit parti. Han har flere gange i år kæmpet sig tilbage fra dårlige stillinger, men denne gang var det ham selv der blev snydt til allersidst.

Aage gjorde comeback på 2. holdet, og han hang godt på i starten af partiet. Efterhånden blev han presset tilbage på brættet og tabte materiale, og så var der ikke meget at gøre.

Thomas A tabte en officer i en slagudveksling og fik den igen lidt senere. Han kom i tårnslutspil med en bonde mindre. Ikke umuligt at holde remis ved præcist spil, men Thomas blev altså udspillet til sidst.

Det ene point var lige præcist nok til at holde 3. pladsen i C-rækken, hvilket er en plads bedre end sidste sæson. Det blev til 3 sejre og 3 nederlag, og rundbarberingen i sidste runde ændrer ikke ved en godkendt indsats set over hele sæsonen.