1. holdet sikrede sig 4. pladsen i Mesterrækken med en storsejr på 7-1 over Helsingør 2. Vi kan endda overhale Sjælsø, hvis vi slår dem mindst 5½-2½ i sidste runde, men det kræver en del medvind og nogle afbud hos Sjælsø.
Hasso tog en tørn mere på 1. holdet. Han fik hurtigt en bonde forærende, og med den i hånden afviklede han nemt til en vundet stilling. Formanden maste sin modstander, som fik spillet et enkelt forkert træk i åbningen. Afslutningen blev ren opvisning. Se diagram til højre. Stillingen er efter 21.-Le6.
22.Lxh7+! Kxg7 eller 23.Kxh7 23.Dh4+ Kxg7 24.Lh6+ Kh7 25.Lg5+ Kg8 26.Lf6 fulgt af Dh8 mat. 23.Df6+ Kxh7 24.Tf4 Lg4 25.Dxf7+ Kh8 26.Txg4 og sort opgav ved udsigten til at blive sat mat.
Lundini var under pres, men han holdt balancen og tvang modstanderen til at forcere det kongeangreb, der var stillet op til. Vor mand havde forsvaret parat, da det så mest kritisk ud. Se diagram til venstre. Stillingen er efter 23.exf6. 23.-Lf5! (eneste træk) 24.Txf5 Dxf5 25.Dxf5 Sxf5 26.fxe7 Sxh6 og hvid fik kun et par bønder for tårnet. Der blev kæmpet 8 træk mere inden hvid gav op.
Daniel stod fint, men overså en taktisk vending og han måtte holde et tårnslutspil med en bonde i underskud inden remisen kom i hus. Kenneth har spillet godt i år, og han fulgte op med endnu en sejr. Han fik åbnet g-linjen på det rigtige tidspunkt, og det blev afgørende at modstanderens konge kom til at stå alt for udsat.
Carsten pressede længe, men han kunne ikke trænge igennem paraderne og måtte acceptere remis. Stefano leverede igen suspekt åbningsspil. Han kom til at stå elendigt og burde have tabt det parti mange gange. På mirakuløs vis holdt Stefano liv i partiet og til sidst fik han en gave. Se diagram til højre. Stillingen er efter 59.-Ta1+ hvor Stefano samtidigt tilbød remis. Efter 60.Kh2 kan hvid drible kongen ud og stadig have gevinstchancer omend at det så noget bedre ud tidligere. I stedet skete: 60.Kg2?? Sh4+ 61.opgivet?! Selv om hvid lige er vadet ind i en springergaffel, så er der stadig liv i partiet: 61.Kh2 (Ikke 61.Kf2??), så kan sort ikke spille 61.-Sxf5 pga. 62.Le5+ og Ta1 falder. I stedet skal sort spille 61.-Ta2+ og så har hvid det smarte 62.Tf2! Txf2+ 63.Kg3 og springeren falder. Hvid får løber og bonde for tårnet og kan stadig kæmpe.
Kristian var sidste mand færdig. Han indkasserede en bonde i tidnøden og da modstanderen satsede på at spille kongen fremad, så røg der flere bønder. Derefter havde Kristian vist rimeligt styr på pointet.
7-1 var nok lidt i overkanten i forhold til ratingtal og chancer, men vi klager ikke. Det er rart at vi er sluppet for det sædvanlige nedrykningsdrama.