Så er der en uges tid til årets udgave af Viking Cup. I skrivende stund er der 70 tilmeldte – heraf de 15 i juniorturneringen.
Vi kan endnu en gang glæde os over at Nordea i Frederikssund har valgt at sponsorere Viking Cup. Frederikssund Skakklub takker for støtten, der er med til at sikre, at vi fortsat kan arrangere en af landets største og stærkeste hurtigskakturneringer.
Ratingfavorit i Mesterklassen er den nyslåede svenske stormester Daniel Semcessen. Hans GM-titel blev sikret i sidste weekends Brønshøj Lang Weekend, hvor han passerede de magiske 2500 i rating. Vil han sikre en svensk triumf i Viking Cup for andet år i træk?
Man bemærker også at K41 er stærkt repræsenteret med 4 spillere i Mesterklassen, og deres klubformand har netop tilmeldt sig – måske for at kunne pace sine medlemmer frem til sejr?!
Der er plads til ca. 90 deltagere på Elværket lidt afhængigt af hvordan tilmeldingerne fordeler sig. Tilmeldingsfristen udløber på torsdag d. 20. februar, men der kan blive åbnet for eftertilmelding, hvis pladsen tillader det.