1. holdet fik 1½ point med hjem fra Sjælsø

Det lykkedes for 1. holdet at hive 1½ point med hjem fra Sjælsø, og det var endda ½ point mere end den forventede score lovede. Sjælsø er et stærkt hold med et par rutinerede tidligere landsholdskæmper i toppen samt mesterspillerstyrke på de øvrige pladser. Vi havde til gengæld flere afbud og holdlederen måtte arbejde hårdt for at kunne stille 8 mand.

Formanden sæsondebuterede med en god remis mod Mogens Moe, men faktisk kunne det være blevet til endnu mere:
TL-MM 20170115Stillingen efter 18.-Tc8-c5 som er en fejl. 18.-Tce8 var eneste træk. 19.Lxf6 Lxf6 20.De4 Ups, g6 kan ikke spilles pga. Txf6. 20.-Te8 21.Dxh7+ Kf8
TL-MM 20170115-2
Her overvejede jeg Lf5 og Txf6, men fik desværre ikke lige idéen at kombinere de to træk. 22.Txf6! gxf6 23.Lf5! og sort er nødt til at give dronningen for at undgå at blive sat mat. I stedet skete: 22.Tae1 Te5 23.c4 Dxa4 hvorefter 24.g4! havde været stærkt, da g5 er en ubehagelig trussel. I stedet blev de tunge officerer byttet af og det ebbede ud i remis.

Lundini mødte Bjørn Brinck-Claussen, og vor mand på 2. brættet så ud til at være på hælene i det meste af partiet. Da den tidligere Danmarksmester fik plantet et tårn på d6 var der ikke meget tvivl om resultatet selv om Lundini vanen tro sprællede længe.

Daniel fik tilkæmpet sig en gevinststilling, men ak…. der røg en officer på en overseelse, og dermed røg pointet også. Kenneth kom hurtigt i problemer og det var nærmest utroligt at han ikke blev kørt helt over. Tårnslutspillet viste sig dog alligevel for svært at holde remis.

Carsten Parbo 2015Carsten blev dagens helt med en fin gevinst. Først hapsede han en bonde og senere fik han fanget en løber med sine bønder. Da den obligatoriske tidnød var overstået gad modstanderen ikke mere. Alexander blev snydt i nogle taktiske forviklinger og var første mand, der måtte ned.

I bunden var Jørgen og Thomas A på noget nær umulige opgaver, men de gjorde da en fin indsats. Jørgens parti var ret lige i lang tid inden modstanderens større spillestyrke slog igennem. Thomas startede godt indtil han blev franarret en officer. Derefter var der ikke meget at gøre.

Nu kommer der et par meget vigtige kampe mod to af de andre bundhold. Kan vi vinde dem, bør pladsen i Mesterrækken være sikret endnu en sæson.

Kampens resultater

Holdskak