Daniel Andersen tog sig af klubmester-titlen i lynskak efter en dramatisk aften. Sidste års mester Hasso koldstartede med 0/2. Bl.a. tabte han på tid i 2. runde til vores nye medlem Ole. Hasso fik startet en stime på 7 sejre i træk, men det var ikke nok til at komme tilbage i kampen om titlen.
Lundini startede med 3/3, men gik så helt kold og han kom ikke i nærheden af toppen. Daniel slog undertegnede i 3. runde, men satte også et par halve til i starten, så der var hele 5 mand på 3/4. Heriblandt Kurt, der længe lå lige i baghjul på de førende. Et nederlag til Hasso i 9. runde blev dog dyrt, og Kurt endte med at dele 3.-4. pladsen med netop Hasso.
Til sidst udviklede det sig til et decideret kapløb mellem Daniel og undertegnede. Daniel havde det letteste slutprogram og gjorde rent bord, mens jeg måtte slå Kristian, Hasso og Kurt bare for at komme i omkamp. Det lykkedes lige nøjagtigt, selv om vejen dertil gik via et par gevinster på tid i elendige stillinger.
Daniel trak hvid i det første omkampsparti og vandt let, mens jeg slog tilbage i det andet parti. I det afgørende Armageddon parti vandt jeg lodtrækningen og valgte de sorte brikker. Dvs. at jeg med 4 minutter mod 5 kunne nøjes med remis. Daniel vandt dog stensikkert og hjemførte dermed sit 10. lynmesterskab (!).