Efter to runder af KM er Kurt og undertegnede de eneste med maksimum. I 2. runde havde Kurt en kort dag på kontoret, da Finn H overså en afdækker og tabte dronningen. Mit eget parti mod Lundini var aftenens længste. Jeg stod fint efter åbningen, men var ved at fare vild i midtspilskomplikationerne, indtil jeg fik afviklet til et fordelagtigt L vs. S slutspil. Med få minutter tilbage på uret lykkedes det at vinde det klassiske opgør.
Kristian stod for en mindre overraskelse ved at besejre Daniel med de sorte brikker. Daniel kom ukarakteristisk skævt fra åbningen og Kongen kom på en farlig løbetur. Kristian afgjorde sagen med denne kombi:
Stilling efter 19.Dd1-d2??:
19.-Txf4! Dronningen falder uanset om Kongen eller Dronningen slår tilbage.
Aftenens største overraskelse stod Jørgen Slotsgaard for. Han spillede fornuftigt, mens Jørgen Scheuer længe forsøgte at bryde igennem, og til slut var Slotsgaards springer langt bedre end Scheuers løber, og hans dronning trængte ind og satte mat.
I gruppe 2 spillede Roar og Ole et meget lige parti indtil Roar lidt umotiveret ofrede en officer og måtte give fortabt kort efter.