Det blev formanden der løb med titlen som lynmester efter en dramatisk og omskiftelig turnering. Det var de 5 tidligere lynmestre Daniel, Scheuer, Lundini, Kenneth og Formanden, der dominerede turneringen og de sluttede med kun 1½ point fra nr. 1 til nr. 5. Carsten var farlig outsider, men han formåede ikke for alvor at blande sig i toppen.
Daniel havde et hårdt startprogram hvor han mødte 3 af de øvrige favoritter. Han satte to halve til, hvorefter han gjorde rent bord frem til sidste runde. Kenneth havde også hårde vilkår i starten og satte et par points til, og til trods for en flot slutspurt med 7 pinde på stribe, så var skaden sket og han manglede et halvt point til sidst.
Lundini tabte både til Scheuer og Daniel, men hang alligevel på indtil 11 runde, hvor remisen mod Formanden satte ham endeligt af. Scheuer startede som om, at han ville tage titlen. Efter en officer rent i slag mod Formanden gik gassen dog lidt af ballonen.
Formanden spillede mere effektivt end kønt og burde bl.a. have tabt til Thomas W, som var en hel dronning oppe (plus det løse)
I sidste ende skulle Daniel og Formanden mødes i en ren finale. Daniel havde et halvt points forspring, så han kunne nøjes med remis med de hvide brikker. Han fik et tårnslutspil med merbonde. Umiddelbart et optimalt scenarie for Daniel, men Formanden fik holdt gryden i kog, og da Daniel tabte på tid var stillingen også sat over styr.
Det var Formandens andet lynmesterskab. Daniel har hævet trofæet hele 8 gange, mens Kenneths navn står 6 gange på pokalen.
Resultater og slutstilling fra KM i lyn.
Lundini, Finn H og Roar vandt de øvrige ratinggrupper. Nu er der kun klubmesterskabet tilbage at hente sæsonpoints i, men der gives til gengæld dobbelt points, så man kan virkelig rykke frem i stillingen.