Referater 2010-2011

Nye lokaler – Vante omgivelser
7. november 2010

Frederikssund 1 – Helsinge 1:

Jørgen Scheuer 2092 FM Drazan Dragicevic 2197 0-1
Thomas Larsen 1997 Jes Jacob West Knudsen 1947 ½-½
René Olskjær Nielsen 2056 John Zachariassen 1932 0-1
Daniel Andersen 1875 Lars Ørnbo Skovle 1513 1-0
Per Lund 1902 John K. Sørensen 1735 1-0
Kenneth Haagensen 1878 Jørn Vestergaard 1690 1-0
Lars Christensen 1703 Niels Jørgen Christiansen 1524 ½-½
Stefano Sias 1629 Gert Corvil 1289 1-0

Af: Thomas Larsen

Første holdkamp i de nye lokaler på Lundebjerggaard. Godt nok er klubben fysisk flyttet til andre lokaler, men til gengæld er 1. holdet tilbage i de vante omgivelser i Mesterrækken. Vi kender holdene, spillerne og lokaliteterne.
1. Holdet er ikke ved samme styrke som sidste år. Thomas J og Janne er ikke længere medlemmer og vi kommer næppe igennem sæsonen uden en del afbud. Nå, men opskriften er frisk frem over banen, og så må vi se hvor langt det rækker. Lundini har allerede spået at han laver 7/7 lige som i 2006/07 sæsonen.

Scheuer fik et ret ærgerligt comeback på 1. holdet. Efter 11 træk satte han en officer rent i slag, og han gav op inden modstanderen nåede tilbage til brættet for at udføre sit træk.
Formanden stod for dagens dramatiske parti. Der blev i hvert fald spillet til sidste bloddråbe. En rolig åbning gik over i et mere kompliceret midtspil, hvor jeg formåede at holde sammen på stillingen og ende med en stærk fribonde i centrum. Jeg fik endda også høstet en bonde, men Jes spillede slutspillet godt, og i den sidste tidnød måtte jeg finde mig i remis, da skakkerne ikke kunne undslippes.
René startede kampen med en mindre ”diskussion” med modstanderen. Brikkerne var åbenbart blevet stillet forkert op, og i tilgift var brættet vendt forkert. Kampleder Holm skar igennem og fik orden på tingene. Måske fik det hylet René lidt ud af den, for han gik helt galt i midtspillet. Han påstår ganske vist at han er rusten, men det gik nu meget godt til NATO skak for nyligt. René kæmpede længe uden at få noget reelt modspil ud af anstrengelserne.
Daniel mødte sin gode ven Lars Skovle. De er begge netop hjemvendt fra en turnering på Mallorca, og de skal udenlands igen til marts. Måske var det derfor at Daniel insisterede på at spille videre da Lars’ mobiltelefon ringede ca. 20 minutter inde i matchen. Daniel var nok blevet upopulær, hvis han efterfølgende havde tabt partiet, men hans spil så nu meget effektivt ud og pointet var aldrig i fare.
Lundinis modstander spillede frisk til. Rigtigt frisk faktisk og den ellers så barske mand på 5. brættet måtte holde på hat og briller for ikke at komme i problemer. Stille og roligt fik Lundini fat i den lange ende, selv om der var rigeligt med komplikationer, og partiet blev effektfuldt afsluttet med en kombi.
Kenneth fik hurtigt fordel, da modstanderen fik svækket sin kongestilling lidt unødigt. Der blev måske brugt lige lovligt mange træk på at finde en vej gennem paraderne – specielt da Kenneth havde to merbønder – men pointet kom under alle omstændigheder i hus.
Lars var endelig ved at få udbytte af sit overtag, da han vandt en bonde, men af en eller anden grund tillod han afvikling til et uligefarvet løberslutspil, som normalt burde ende remis. Så drog modstanderens konge på bonderov, hvilket gav Lars flere gevinstchancer, som desværre alle blev misset, og det hele endte alligevel remis.
Stefano bidrog med en fin gevinst. Hans fribonde i d-linien var en torn i kødet på modstanderen, som blev pakket godt og grundigt sammen og sat mat til sidst.
Så er vi i gang. 5-3 over Helsinge var udmærket, da det er et rigtigt farligt hold, som må forventes at være med i den bedste halvdel af rækken.

Afbud
21. november 2010

Sjælsø 2 – Frederikssund 1:

Thomas Due Bostrup 1937 Thomas Larsen 1997 ½-½
Henrik Andersen 1825 Daniel Andersen 1875 ½-½
Preben Auchenberg 1729 Per Lund 1902 0-1
Tage Schrøder 1630 Kenneth Haagensen 1878 0-1
Vojislav Jankovic 1677 Finn Larsen 1731 ½-½
Bent Caspersen 1567 Finn Holm 1468 ½-½
Bent Guldborg 1544 Bendt Laursen 1316 ½-½
Jacob Lomholt 1324 Thomas Andersen 1000 1-0

Af: Thomas Larsen

Ordet ”afbud” var temaet for denne kamp. Vi mødte i hvert fald frem med de 8 mand, som kunne stille op. Et afbud mere og vi havde tabt på 8. brættet uden kamp. Til vores held så havde vores reserver en udmærket dag, og Sjælsø manglede også flere af deres faste folk.
Formanden var for første gang i sine 122 holdkampe blevet placeret på 1. holdets 1. bræt. Et tungt ansvar, men det startede nu meget godt. Jeg fik placeret en springer på d6, men fik ikke udnyttet fordelen rigtigt og endte i et næsten lige tårnslutspil:

101121TL

Stillingen efter 42.-Te5-e6, der ved første øjekast kunne ligne en kæmpe fejl. Med tårne på brættet bør det ende remis, men med fjerne fribonde er det hvid der har chancerne i bondeslutspillet. Ved korrekt spil er det remis: 43.Txe6 Kxe6 44.Ke2 Kd5 45.Kd3 Ke5 eneste træk der ikke taber for sort. 46.b4 Endelig ikke 46.Kc4?? f3! 47.gxf3 g3. 46.-Kd5 47.b5 Kc5 48.Ke4 f3 49.gxf3 gxf3 Blandt uglerne var der nogen der troede at 49.-g3 vandt for sort, men 50.Ke3 holder styr på bonden, og nu vinder hvid, selv om gevinstføringen ikke er helt let. 50.-Kxb5 51.Ke2 (51.f4? er bare remis.) 51.-Kc4 52.Kf1 Kd4 53.Kg2 Ke5 54.Kxg3 Kf5 55.Kf2 Kf4 56.Kg2 Kf5 57.Kf1 Ke5 58.Ke2 Kf4 59.Kf2 Kf5 60.Ke3 Ke5 61.f4+ Kf5 62.Kf3

101121TL-2

Det er denne stilling, som de sidste mange træk har handlet om. Med hvid i trækket er det remis. Men sort er i trækket, så det taber: 62.-Kg6 63.Ke4 Kf6 64.f5 Kf7 65.Ke5 Ke7 66.f6+ Kf7 67.Kf5 Kf8 68.Kg6 Kg8 69.Kxh5 Partiet sluttede: 50.Kxf3 Kxb5 51.Kf4 Kc5 52.Kg5 Kd6 53.Kxh5 Ke7 54.Kg6 Kf8 Den sorte konge nåede frem i tide. 55.Kh7 Kf7 56.h5 Kf8 ½–½

Daniel fik rodet sig ud i en noget tvivlsom åbningsvariant. Min fornemmelse var egentlig at Daniel kendte varianten, men efter at have spurgt Chessbase, så er jeg nu af den opfattelse at det bare var en tabt bonde. Daniel fik lidt kompensation og kom i slutspil med en bonde i underskud. Efter et hav af ligegyldige løbertræk indså modstanderen at han ikke kunne få mere end remis ud af anstrengelserne.
Lundini forsøgte at lulle modstanderen i søvn med en af sine bløde åbninger. Missionen lykkedes for modstanderen stillede sig lige så blødt op, og opdagede alt for sent at han ikke kunne holde fast i bønderne. Med 3 merbønder havde Lundini ingen problemer med at vinde.
Kenneth skruede bissen på i midtspillet efter en meget lige åbning. Hans bønder kom tromlende i centrum, men det varede en del træk inden den afgørende åbning viste sig. Modstanderen tog en ”forgiftet” bonde og Kenneth satte mat.
Finn L kom egentlig udmærket fra åbningen hvorefter en lidt uheldig placering af hans dronning tvang ham til at spille baglæns. Han måtte kæmpe i resten af partiet for at indhente det tabte. Reel tabsfare var der aldrig tale om, og der blev sluttet fred kort efter tidskontrollen.
Finn H spillede et udmærket parti. Faktisk så godt at jeg mener at han stod bedst, da han tilbød remis. Nu skal vi ikke klage over at der bliver hevet en remis i land med sort mod en modstander med 100 ratingpoints mere, men på den anden side så skal man heller ikke have al for stor respekt for ratingtal.
Bendt var også underdog, så her var der bestemt heller ingen grund til at klage over en tilsyneladende problemfri remis efter 20 træk.
Thomas A var ligeledes oppe mod en stærkere modstander, og her var det reelt spil til et mål. 20 træk tog det, inden der var røget så meget materiale at videre spil var håbløst.
To kampe og to sejre var resultatet af de to første svære kampe. Nu skal vi så se om vi kan finde ud af at banke bundholdene, som kommer i de næste par kampe.

Lundini blev skurken
5. december 2010

Frederikssund 1 – Allerød 3:

Thomas Larsen 1997 Joachim Holm Knudsen 1693 1-0
Daniel Andersen 1875 David Christophersen 1666 1-0
Per Lund 1902 Lars K. Johansen 1683 ½-½
Kenneth Haagensen 1878 Niels Højtved 1618 1-0
Finn Larsen 1731 Poul Erik Nielsen 1585 1-0
Lars Christensen 1703 Svend Aage Rand 1502 1-0
Stefano Sias 1629 Erik Thomsen 1472 1-0
Finn Holm 1468 Hardy Hansen 1474 1-0

Af: Thomas Larsen

Uden at fornærme nogen så må Allerød 3 betegnes som det svageste hold i Mesterrækken. Det fortæller både ratingtallene og de points de har lavet indtil nu. Derfor blev der blæst til angreb og resultatet var også en kæmpesejr. Kun en enkelt frederikssunder måtte finde sig i skurkerollen som den der afgav point.
Formanden fik overtaget da modstanderen regnede galt i en slagudveksling i midtspillet. Det var ikke helt nemt derfra, men til sidst fik jeg da afviklet til et vundet bondeslutspil.
Daniel spillede et spændende og meget omskifteligt parti. Han satsede hårdt på at få initiativet. Måske lidt for hårdt, for det gav en lidt akavet kongestilling og en overgang var han også en bonde nede. Slutspillet burde nok være endt remis indtil Daniel fik stillet sin løber så uheldigt at han ikke kunne forhindre at en bonde gik i mål. Daniel havde også en fribonde, og modstanderen valgte den forkerte måde at forsøge at stoppe den, og så endte det alligevel med gevinst til vort 2.bræt.
Lundini forsøgte længe at få fordel ud af en stilling med dronning og to løbere mod dronning og to springere. Der blev nørklet en del uden at nogen af parterne for alvor gjorde fremskridt. Kort før tidskontrollen valgte han at parere en skak med en bonde. Det skulle han have gjort med dronningen, for det havde forhindret at hans løber var blevet fanget i trækket efter. Så var det tid til den gode gamle Lundini-fight, men modstanderen spillede godt og burde have vundet slutspillet med konge, springer og to bønder mod konge og tre bønder. Helt uforklarligt fik Lundini lov at få modspil, og da begge parter fik ny dronning samtidigt, så endte partiet remis.
Kenneth er nu den eneste på 1. holdet med max. Partiet var længe helt lige, selv om Kenneth en kort overgang havde en merbonde. I slutspillet viste Kenneth hvorfor dronning og springer arbejder bedre sammen end dronning og løber. Hans to fribønder kom tromlende frem over brættet og afgjorde sagen.
Finn L stod for dagens mest hidsige parti. Det var ikke mindst modstanderens fortjeneste, da han ofrede løs på Finns kongestilling. Det så farligt ud, men Finn formåede langt om længe at få kongen i sikkerhed og vinde på materialeovervægten.
Lars fik lavet noget rigtigt skidt i åbningen, og det så endnu værre ud efter han gav en kvalitet i midtspillet. Efter dameafbytning fik Lars stille og roligt taget mere og mere terræn og til sidst blev modstanderen trods den materielle fordel krøllet helt sammen på baglinien og Lars kunne modtage skulderklap for et flot comeback i fra en skidt stilling.
Stefano udnyttede tvivlsomt åbningsspil fra modstanderens side og fik fordel ud af åbningen. Fordelen blev udbygget og han kom i slutspil med konge, løber og 4 bønder mod konge og 6 bønder. Det var lidt tricky at vinde, da der var nogle fribønder at holde øje med, men pointet kom da i hus.
Finn H’s modstander ofrede noget uforståeligt en kvalitet. Finn skulle lige sikre at han ikke blev tromlet på kongefløjen, men derefter var det så også spil til et mål.
Med storsejren er vi nu oppe på 2. pladsen og med god luft ned til nr. 3, så vi for alvor kan sætte et angreb ind på førende Allerød 2.

Smal sejr i lokalopgøret
16. januar 2011

Egedal-Jyllinge 1 – Frederikssund 1:

Søren Bull Andersen 2003 Thomas Larsen 1997 1-0
Kurt Thomsen 1898 Daniel Andersen 1875 1-0
John Petersson 1726 Per Lund 1902 0-1
Tommy Jensen 1793 Kenneth Haagensen 1878 0-1
Kristian Kjær 1673 Finn Larsen 1731 0-1
Lars Vingaard 1489 Stefano Sias 1629 0-1
Palle Jæger 1484 Valdemar Engmann 1474 ½-½
Michael Jensen 1442 Finn Holm 1468 1-0

Af: Thomas Larsen

Den 4. kamp var ude mod oprykkerne fra Egedal-Jyllinge. Selv om fusionsklubben er en sammensmeltning af de 3 klubber Ølstykke, Jyllinge og Stenløse, så er det 12-13 år siden at at vores 1. hold sidst har været i række med nogen af dem.
Favoritværdigheden lå dengang som nu hos os, og vi tog da også sejren denne gang, selv om det holdt hårdt.
Formanden spillede frisk frem over banen. Efter nogle upræcise træk gled initiativet over til modstanderen, og det udnyttede han dygtigt til at skabe det vindende angreb.
Daniels modstander fik placeret en bonde dybt i Daniels stilling, og partiet var længe en diskussion om bonden var en styrke eller en svaghed. Pludselig blev der byttet en masse træ og Daniel sad bare tilbage med et tabt slutspil.
Lundini havde problemer med at få tiltvunget sig overtaget, og han havde på ingen måde fordel i midtspillet. Efter 22 træk kom chancen så endelig, og med ét stod alle Lundinis brikker og pegede mod den sorte konge med materialegevinst til følge. Han skulle dog lige overstå tidnøden inden der blev givet op.
Kenneths score er pletfri i denne sæson, og det blev der ikke ændret ved. Modstanderen forsøgte sig med et hovedkulds offerangreb allerede i åbningen. Kenneth lod sig ikke vælte og gav ikke mange chancer væk sidenhen. Mens modstanderen endte i kraftig tidnød så kunne Kenneth i ro og mag sætte mat.
Finn L kom rigtigt godt fra land. Udviklingsforspring og mulighed for at udnytte en udsat kongestilling. På en eller anden måde fik han sat sine brikker helt forkert og stod nærmest næstbedst indtil han fik lov at placere en springergaffel og afvikle til et let vundet slutspil.
Stefano har haft en rigtig god holdskaksæson – både på 1. og 2. holdet. Det så dog noget betænkeligt ud, da han fik soldet en bonde væk i åbningen. Heldigvis ”så” modstanderen en kombi, der nemt kunne afvises med et mellemtræk, og med en officer i overskud kunne Stefano plukke bønder og vinde slutspillet.
Valdemar fik en gæsteoptræden på 1. holdet og det klarede han ganske udmærket. Der gik ikke lang tid før stillingen blev helt lukket, og så var remis det naturlige udfald.
Finn H forsøgte at stille op til angreb på dronningefløjen uden at det for alvor blev farligt. Der blev i stedet byttet af til slutspil med to tårne og en løber til begge sider, hvor Finn formåede at stille sine brikker forkert, så han ikke kunne dække alle sine bønder. Han forsøgte længe, men fik aldrig kæmpet sig tilbage i partiet igen.
4½-3½ var en noget smal sejr over et af bundholdene. Ratingtallene viser dog at vi ikke ligefrem var storfavoritter. Vi var heller ikke decideret uheldige, så på den baggrund må en lille sejr være tilfredsstillende. Allerød 2 og Sjælsø 2 vandt med samme cifre, så stillingen er uændret i toppen. I næste runde er der topkamp mod Allerød.

Topopgør
30. januar 2011

Frederikssund 1 – Allerød 2:

Thomas Larsen 1997 Ebbe Pagh Schultz 1922 ½-½
Daniel Andersen 1875 Nils Hoffmann 1868 1-0
Per Lund 1902 Kenneth Jørgensen 1813 0-1
Kenneth Haagensen 1878 Ejgild Nielsen 1808 ½-½
Finn Larsen 1731 Birger Hagstrøm 1751 0-1
Lars Christensen 1703 Flemming Borg 1764 1-0
Stefano Sias 1629 Hans Samuelsen 1699 0-1
Valdemar Engmann 1474 Steen Rosenkilde 1699 0-1

Af: Thomas Larsen

Så kom turen endelig til Allerød 2 – Det hold, der adskilte os fra 1. pladsen. Vi skulle dog blot bruge en sejr i det indbyrdes opgør for at bringe os i spidsen i Mesterrækken. Så nemt skulle det dog ikke blive.
Formanden fik spillet helt forkert i overgangen til midtspillet. Der røg bare en bonde uden kompens. Først efter tidskontrollen fik jeg bonden tilbage og fandt ikke bedre end at tage imod remistilbuddet.
Daniel manøvrerede bedst i midtspillet, men trods merbonde havde han mere end svært ved at finde en gevinstplan. Efter adskillige trækgentagelser lykkedes det endelig at få sat et matangreb ind.
Lundini stod for dagens vildeste parti. En overseelse gav en elendig stilling, men på klassisk Lundini-vis fik han lavet et modspil og computeren påstår faktisk fordel en overgang. Han fandt dog ikke gevinstchancerne i den rodede stilling og så gik pointet i stedet til Allerød.
Kenneth var godt på vej mod sin 5. sejr i træk. Tårnslutspillet med merbonde burde være klar fordel, men fik fumlet så meget at han var lige ved at tabe det. Og så kunne han alligevel have vundet det hele til sidst inden der blev taget remis efter 6 timers spil.
Finn L overså en simpel vending og gav op efter kun 15 træk.
Lars høstede en bonde i en slagudveksling. Slutspillet lignede noget der burde være endt remis indtil modstanderen tillod at Lars fik K+T+bonde vs. K+T hvor den forsvarende konge var afskåret fra at stoppe bonden.
Stefano gik helt galt i byen. Jeg ved ikke om han fik satset lidt for offensivt, men det kostede i hvert fald en officer og reelt også partiet.
Valdemar havde egentlig gode chancer undervejs. En række slagudvekslinger førte dog til et slutspil i underkanten, og Valdemar fik aldrig kæmpet sig tilbage i partiet.
Med dette skuffende nederlag hænger vi nu 3 points efter i kampen om oprykning.

Vi hænger på
20. februar 2011

Ålsgårde 1 – Frederikssund 1:

Kristian Bjørneboe 1819 Thomas Larsen 1997 ½-½
Preben Nielsen 1794 Daniel Andersen 1875 ½-½
Svend Erik Førby Sørensen 1847 Per Lund 1902 0-1
Flemming Klingenberg 1760 Kenneth Haagensen 1878 ½-½
Michael Mæchel 1678 Lars Christensen 1703 0-1
Mogens Nielsen 1548 Stefano Sias 1629 0-1
Poul Bindslev 1419 Finn Holm 1468 ½-½
Poul-Erik Auchenberg 1205 Thomas Andersen 1000 1-0

Af: Thomas Larsen

Udekampen mod Ålsgårde skulle vise om vi kunne hænge på i toppen eller oprykningen lige så stille ville forsvinde i det fjerne. På klubbens 102 års fødselsdag hev vi en sejr i land og holdt liv i chancen for at vinde rækken.
Formanden var egentlig godt forberedt, men i midtspillet blev stillingen langsomt dårligere, og jeg nåede at tilbyde remis inden det gik helt galt.
Daniel stod skiftevis bedst og dårligst. Først fik han solgt en officer, men fik den tilbage på en lignende buk. I slutspillet med en merbonde måtte han nøjes med remis, da kongen ikke kunne undslippe springerskakkerne.
Lundini fik vekslet tårn og bonde til to springere, og med en lidt udsat kongestilling lignede det ikke ligefrem en let sejr. Så fik han chancen for et afgørende offerangreb og viste absolut ingen nåde.
Kenneth fik måske satset lige lovligt hårdt i jagten på gevinst, for han endte i slutspil med en officer nede. Det lykkedes dog at bytte alt af, så modstanderen sad tilbage med randbonde og den forkerte løber.
Lars indkasserede en officer, fordi modstanderen fik regnet galt i en slagudveksling. Derefter var pointet aldrig i fare.
Stefano fik til gengæld en sløj start på sit parti. En bonde blev sat direkte i slag. Det endte dog alligevel med at den kloge narrede den mindre kloge, idet Stefano kunne slå et gratis tårn fordi modstanderen havde overset mat i bunden.
Finn H spillede et rigtigt fornuftigt parti og kom i slutspil med merbonde. Da gevinsten skulle realiseres kunne han desværre ikke finde vej gennem modstanderens parader, og så tilbød han remis.
Thomas A kom lynhurtigt til at stå forfærdeligt, og det blev han ved med resten af partiet.
Sejren på 5-3 virkede egentlig alt for lille i forhold til vores forhåbninger om oprykning. Heldigvis tabte vores to nærmeste konkurrenter, så der er stadig chancer for en hurtig tilbagevenden til divisionen.

Storsejr!
11. november 2010

Frederikssund 2 – Egedal-Jyllinge 2:

Jørgen Scheuer 2092 Klaus Bauer 1713 1-0
Finn Larsen 1731 Poul Bauer 1377 1-0
Stefano Sias 1629 Hardy A. Nielsen 1369 1-0
Valdemar Engmann 1474 Benny Andersen 1310 ½-½
Finn Holm 1468 Bent Nielsen 1291 1-0
Bendt Laursen 1316 Martin Willer 1146 1-0
Jørgen Slotsgaard 1240 Ole Holm 1041 0-1
Thomas Andersen 1000 Jørgen Lauritsen 1000 1-0

Af: Thomas Larsen

Det er altid rart at se at vi kan skrabe et 2. hold sammen til trods for at vi pt. kun har 20 medlemmer. Naboklubben Egedal-Jyllinge har nogenlunde samme medlemstal som os, og de formår altså også at stille et 2. hold. De var dog hårdt afbudsramt til kampen, mens FsS stillede op i noget nær stærkeste opstilling.
Scheuer kom ind i en meget lukket stilling, hvor uglerne ikke mente at han havde ret meget fordel. Modstanderen spillede meget passivt mens Scheuer stille og roligt forbedrede sin stilling. Partiet blev afgjort da Scheuer vandt en bonde i slutspillet.
Finn L måtte også arbejde længe inden pointet var i hus. Slutspillet med tårne og springer mod tårne og løber så fordelagtigt ud, og til sidst brød modstanderen sammen, så Finn kunne høste afgørende materiale.
Stefano fandt en kombi:

101111SS

12.-Sxe4! 13.Lxe7 Sxc3
Med pointen: 14.Lxd8 Se2+ 15.Kh2 Sxd4 16.Sxd4 Tfxd8. Når man pudser Fritz på partiet ødelægger den lidt af glæden ved kombi’en med: 14.Dh4 Se2+ 15.Kh2 Db6 16.Lxf8.
I stedet fulgte 14.Dxc3 Dxe7 og Stefano skulle lige afværge et desperadoangreb inden sejren var hjemme.

Valdemar lavede også en kombi. Det kostede ham en officer! Han kæmpede videre og fik kompliceret tingene så meget at modstanderen kom i tidnød og så sig nødsaget til at tilbyde remis.
Finn H vandt uden kamp. Altid en kedelig måde at vinde på.
Bendt vandt også uden kamp. Lige så kedeligt.
Jørgen blev fanget i en grim binding som han ikke kunne komme ud af. Det endte med at koste damen for en løber og dermed også partiet.
Thomas A udnyttede fint at modstanderen åbenbart ikke havde lyst til at flytte andet end bønder i åbningen. Efter 12 træk stod alle sorte officerer på deres udgangsposition! Thomas vandt materiale, leverede noget af det tilbage og vandt så igen en officer, så han kom i slutspil med kvalitet og to merbønder i overskud. En sikker gevinst!
Trods begrænset modstand var det udmærket at komme i gang med en stor sejr.

Skuffende resultat

22. november 2010

Sjælsø 4 – Frederikssund 2:

Bent Guldborg 1544 Jørgen Scheuer 2092 0-1
Michael Hemmingsen 1452 Finn Larsen 1731 ½-½
Sven Ove Petersen 1478 Stefano Sias 1629 ½-½
Flemming Stener Eriksen 1455 Valdemar Engmann 1474 1-0
Ole Løppenthin 1271 Finn Holm 1468 1-0
Kaj Vermehren 1324 Bendt Laursen 1316 ½-½
Mogens Dam 1262 Jørgen Slotsgaard 1240 1-0
Tyge Schelde 1333 Thomas Andersen 1000 ½-½

Af: Thomas Larsen

Efter storsejren i 1. runde skulle 2. holdet følge op mod Sjælsø på udebane. Resultatet var dog langt fra det forventede.
Scheuer vandt, mens Valdemar, Finn H og Jørgen tabte. Andet ved jeg ikke om de partier.
Finn L kom hurtigt ud i et lidt midtspil uden dronninger, hvor han måtte acceptere remis ved trækgentagelse.
Stefano havde et udmærket pres og han snuppede en centrumsbonde. Det tillod dog modspil, og faktisk stod Stefano nærmest til tab da der blev taget remis.
Bendt forsøgte sig med et bondeoffer for at få angreb. Offeret var egentlig godt nok, men opfølgningen var ikke helt skarp, og derfor endte det remis.
Thomas A tilkæmpede sig en fin remis. Han snuppede en bonde, men i slutspillet røg der lige 3 bønder i streg, og det så skidt ud. Modstanderen formåede dog at fumle så meget i gevinstføringen at Thomas alligevel kunne notere sig et halvt point.
Med dette skuffende resultat er der nu et stykke vej op til 1. pladsen.

Vi ligger nummer et!
9. december 2010

Frederikssund 2 – Helsingør 3:

Jørgen Scheuer 2092 Leo Nielsen 1650 1-0
Finn Larsen 1731 Dennis Madsen 1601 1-0
Stefano Sias 1629 Jan Petersen 1487 1-0
Valdemar Engmann 1474 Jürgen Goos 1323 ½-½
Finn Holm 1468 Robert Jourdan 1315 1-0
Bendt Laursen 1316 Cliff Christensen 1327 ½-½
Jørgen Slotsgaard 1240 Jørgen Persson 1239 ½-½
Thomas Andersen 1000 Christian Jelstrup 1029 1-0

Så kom topholdet Helsingør 3 på besøg. 2. holdet skulle gerne vinde denne kamp for at holde håbet om at vinde rækken intakt. Sejr blev det også til – endda en stor en af slagsen.
Scheuer regnede bedst i nogle taktiske forviklinger, og så skulle han lige forhindre et desperadoangreb inden han kunne notere sit 3. point i træk.
Finn L afslog et remistilbud, og så kastede modstanderen ellers sine brikker i retning af Finns kongestilling. Det holdt hårdt, men det blev afgørende at Finn kunne indkassere en springer via en dameskak.
Stefano har virkelig fået lavet nogle nydelige kombinationer i denne sæson:

101209SS

19.-Dc1+! 20.Txc1 Txc1+ 21.Df1 Txf1+ 22.Kxf1 Sd2+ med et tårn i overskud. Hvid valgte i stedet 20.Df1 Dxf1+ 21.Txf1 Sd2 hvor Stefano ”kun” havde en kvalitet i overskud. Sejren var aldrig for alvor i fare, selv om gevinstføringen kunne godt være gået 5-10 træk hurtigere fra Stefano’s side.
Valdemar har ikke rigtigt fået det til at glide i holdturneringen. Partiet var spændende, men Valdemar kom aldrig for alvor ovenpå og til sidst blev der taget remis i en lige stilling.
Finn H udnyttede at modstanderen koncentrerede sig lidt for meget om sit angreb frem for at passe på sine brikker. Da Finn fremtvang dameafbytning, så blev der givet op. Måske lidt tidligt, men det skal vi ikke klage over.
Bendt havde en merbonde da der blev sluttet fred. Lidt venligt til trods for at modstanderen havde en anelse mere aktivt spil.
Jørgen slap med skrækken da modstanderen kunne vinde en officer. Der gik ikke længe inden der blev taget remis i en meget lukket og lige stilling.
Thomas A fik hurtigt indhaleret et par officerer. Kampen fortsatte ufortrødent, og først da Thomas førte en bonde i mål blev der givet op.
Herligt med en storsejr, og pludselig ligger 2. holdet på 1. pladsen med 2½ points forspring. Nu gælder det så om at holde fast i de 3 sidste kampe.