På Frederikssund Skakklubs 107 års fødselsdag d. 20/2 2016 blev hurtigskakturneringen Viking Cup arrangeret for 37. gang. Turneringen startede som klubbens 70 års jubilæumsturnering i 1979, og på nær et enkelt år har den lige siden været en fast del af det nordsjællandske turneringsudbud.
Mesterklassen (15 deltagere): Kampen om 1. præmien lignede på forhånd et opgør mellem FM Arne Matthiesen, FM Martin Haubro og IM John Arni Nilssen. Arne Matthiesen kom dog skidt fra start med to nederlag, og det fik han aldrig indhentet. John Arni Nilssen måtte også ned i 2. runde mod Sandi Stojanovski, og Martin Haubro tabte overraskende til Aref Vasli i 3. runde, til trods for at han undervejs i partiet havde en komfortabel stilling med en merbonde.
Efter 4. runde stod det klart at iranske Aref Vasli var en seriøs bejler til sejren, da Sandi Stojanovski måtte bide i græsset. Topopgøret i 5. runde mellem Aref Vasli og John Arni Nilssen blev et spændende og intenst slutspil. En overgang så det ud til at ingen af parterne kom nogen vegne, og stillingen blev gentaget flere gange. Der blev dog spillet videre i mange træk indtil kongerne stod alene tilbage på brættet. Samtidigt tabte Martin Haubro på tid i en rodet stilling mod Niels Kristian Kragh.
Dermed var Vasli i front med et point, og han gjorde kort proces mod Christian Eriksson i 6. runde. Herefter var den kun den tidligere Viking Cup vinder Jan Mose Nielsen, der kunne stå i vejen for turneringssejren. En overgang så der ud til at være spænding om resultatet, men Vasli fik afviklet til et tårnslutspil med merbonde, som han vandt. 2. pladsen blev afgjort i et direkte opgør mellem Martin Haubro og Sandi Stojanovski, hvor Martin trak det længste strå.
Således fik Viking Cup 2016 en overraskende vinder efter at turneringen har været domineret af stormestre gennem de seneste 10 år. Aref Vasli kommer fra Iran, og han er i Danmark for at studere på DTU.
1. præmie: Aref Vasli, Iran, 6½/7
2. præmie: FM Martin Haubro, BMS, 5/7
1. Ratingpræmie under 2100: Jan Mose Nielsen, Taastrup, 4/7
2. Ratingpræmie under 2100: Kim Nyvang Andersen, BMS, 4/7
Resultatskema, Mesterklassen
1. klasse (13 deltagere): Henrik Stockflet Jørgensen lagde sig i spidsen fra start af og der blev han til turneringen var slut. Kun Ole Fjeldgaard Kristensen formåede at vriste et halvt point fra ham. Det halve point var med til at sikre en tredjeplads, mens andenpladsen gik til Lars Erik Linderod, der tog præmie for andet år i træk.
1. præmie: Henrik Stockflet Jørgensen, Holbæk, 6½/7
2. præmie: Lars Erik Linderod, Gribskov, 5/7
3. præmie: Ole Fjeldgaard Kristensen, Tårnby, 4½/7
Resultatskema, 1. klasse
2. klasse (13 deltagere): Det blev et utroligt tæt opløb mellem 3 spillere, der alle endte på 5½/7. Korrektionen siede først Klaus Bauer fra på 3. pladsen, og derefter måtte man helt ud i tredje korrektion før det blev afgjort at Steen Kopperberg vandt gruppen foran Søren Friis Larsen.
1. præmie: Steen Kopperberg, Frederiksværk, 5½/7
2. præmie: Søren Friis Larsen, Ej klubmedlem, 5½/7
3. præmie: Klaus Bauer, Egedal-Jyllinge, 5½/7
Resultatskema, 2. klasse
3. klasse (17 deltagere): De to juniorer Andreas Skovgaard og Albert Emil Lyng Petersen var en klasse bedre end resten af feltet. Andreas vandt det indbyrdes opgør i 5. runde og tog 1. præmien med maksimumpoints, mens Albert måtte nøjes med 2. præmien. Per Rømhild tog 1. ratingpræmie, mens Roar Skov sørgede for lidt lokal succes ved at tage 2. ratingpræmie.
1. præmie: Andreas Skovgaard, Nørrebro, 7/7 !
2. præmie: Albert Emil Lyng Petersen, BMS, 6/7
1. Ratingpræmie under 1250: Per Rømhild, Evans, 4/7
2. Ratingpræmie under 1250: Roar Skov, Frederikssund, 3½/7
Resultatskema, 3. klasse
Juniorklassen (5 deltagere): Gruppen blev vundet af Magni Cederholm fra Frederikssund med suveræne 9/10.