Alle referater er fra Skaknyt.
At slippe en kamphund løs i en hønsegård
8. november 2009
Nørre Åby Juniorskakklub 1 – Frederikssund 1:
Jan Kaas Pedersen | 1835 | – | Thomas Johansson | 2201 | ½-½ |
Sven Judas | 2027 | – | Henrik Mikkelsen | 2059 | ½-½ |
Carsten Sørensen | 1968 | – | Thomas Larsen | 1996 | ½-½ |
Thomas Sandbeck Christensen | 1869 | – | René Olskjær Nielsen | 2054 | ½-½ |
Martin Jørgensen | 1870 | – | Per Lund | 1929 | ½-½ |
Kasper Larsen | 1680 | – | Daniel Andersen | 1985 | 0-1 |
Arne Bech Madsen | 1819 | – | Kenneth Haagensen | 1884 | ½-½ |
Niels Bommersholdt | 1537 | – | Stefano Freiesleben Sias | 1582 | 0-1 |
Af: Thomas Larsen
Overskriften virker måske lidt kryptisk – den vender vi tilbage til.
I sidste sæson vandt vi Mesterrækken ret suverænt og kunne dermed indløse billet til 2. division. Noget af det mest interessant ved oprykning, er at man kommer til at møde nye hold og nye modstandere i stedet for de sædvanlige lokalrivaler. Ikke fordi der er noget galt med at møde f.eks. Allerød og Ålsgårde, men dem har vi bare mødt så mange gange i de seneste år.
Divisionsturneringsleder Per Rasmussen lod det ret hurtigt skinne igennem at vi nok skulle forvente at blive placeret i 2. division Gruppe 2. Der var 10 2. divisionshold fra Nordsjælland, København og Bornholm, så 2 af disse hold måtte over i Gruppe 2, der primært dækker over Syd- og Vestsjælland samt Fyn. Det blev så os og AS04, der fik den tjans, og det var vi egentlig ikke utilfredse med. Ganske vist er afstandene noget større, men til gengæld er Gruppe 1 samlet set noget stærkere end Gruppe 2, hvor vi har bedre chance for at klare os.
Første udfordring var en udekamp mod Nørre Åby Juniorskakklub. Klubnavnet kræver nok en forklaring – specielt fordi det ikke ligefrem vrimler med juniorer på deres 1. hold. En spøgefugl (navnet er redaktionen bekendt) mente at det svarede til at vi omdøber FsS til ”Smukke kvinders skakklub” – om ikke andet for at give vores modstandere en gevaldig skuffelse, når vi møder op til kampene. Nå, så galt er klubnavnet nu ikke i Nr. Åby, og klubben har nu gennem 40 år arbejdet forbilledligt for juniorskakken. Jeg fik mig en snak med deres primus motor John Dahlberg, og han nævnte at flere voksne skakspillere er søgt til naboklubben, netop fordi klubaftenerne er præget af en del støj fra de mange juniorer, som altid vil have 1. prioritet i klubben.
Vi startede altså med den lange tur til Fyn. Nr. Åby ligger helt ovre på den vestlige side af Fyn, rundt regnet 10 km fra Middelfart. Heldigvis var René igen frisk på lidt holdskak efter et års fravær, og det var ekstra belejligt at han kunne stille sin minibus til rådighed, så holdlederen slap for et større logistisk regnestykke for at få transporteret 8 skakspillere til Fyn. I forhold til idealopstillingen var det kun vores nye mand Janne, der måtte melde afbud, men Stefano skulle vise sig at være en fuldgod reserve.
Thomas J spillede hårdt på gevinst. Nok også lidt for hårdt. I stedet for dameafbytning forsøgte han med en ret tvivlsom kombination. Senere havde han en chance for afvikling til remis, men valgte igen at (over-)satse. Da stillingen så mest ringe ud, så blev der alligevel taget remis. Ikke uheldigt, men modstanderen havde måske i baghovedet at Thomas havde snydt ham i et dramatisk parti i årets Politiken Cup.
Henrik følte at han havde kontrollen og stod en smule i overkanten frem til tidnøden hvor et par unøjagtigheder resulterede i et tårnslutspil med 3 mod 4 på samme fløj. Det blev dog holdt remis på instruktiv vis, selv om modstanderen forsøgte sig i lang tid.
Formanden mødte en rigtig ”vildmand”, der ikke var bange for at kaste sig ud i komplikationer. Efter åbningen mente jeg at jeg havde stabiliseret stillingen med en lille fordel, men så ofrede vildmanden en kvalitet, og jeg skulle finde et godt forsvar for at undgå at gå mat.
Jeg tænkte meget længe her uden at kunne finde et godt forsvarstræk. 17.Te1 taber f.eks. til 17…Df4 Derimod er angreb ofte det bedste forsvar: 17.d7! truer nu med 18.Te1 Df4 19.Te8+. 17…Se2+ Her havde jeg egentlig bare planlagt at spille 18.Kh1 á tempo, da jeg ikke umiddelbart så andre brugbare træk. Kh1 bør da også vinde, da jeg beholder den materielle fordel og kan afvise angrebet. I stedet fik jeg pludselig øje på 18.Dxe2, som jeg troede ville vinde glat. Efter 18…Dxe2 19.Tae1 kom den ubehagelige overraskelse 19…De5! 20.Txe5 Sxe5 og vi tog remis, da d7 går tabt og slutspillet er helt lige.
René spillede rigtigt godt undervejs, men missede desværre et par afgørende fortsættelser. Til sidst skulle han undgå modstanderens skakker, men han fandt ikke gevinstvarianten, som sikrede dronningafbytning og en ustoppelig fribonde:
I denne stilling spillede René 51…Df5+ , men efter nogle yderligere træk måtte han tage til takke med remis. Chancen var der dog med : 51…Dh2+ 52.Kg4 Dh5+ 53.Kxf4 g2 54.Df6+ Kh7 55.De7+ Kg8 56.Dd8+ Kg7 og hvid løber tør for brugbare skakker.
Lundinis modstander spillede decideret underligt i åbningen, og det var tydeligt at Lundini stod bedst. Om modstanderens manglende rokade og deraf følgende udsigt til overfald på kongen hviskede han til mig: ”Det er som at se en kamphund blive sluppet løs i en hønsegård!”. Hønsene fik dog rokeret kongen i sikkerhed, og kamphunden indkasserede en bonde. I den begyndende tidnød fór kamphunden tilsyneladende vild i hønsehuset, for pludselig kunne han kun stoppe en fribonde ved at ofre sin sidste officer. Der var dog så meget bid i ham, at han holdt remis i slutspillet. Faktisk missede han endda en gevinst til sidst:
Stillingen efter 42…Kd7. Lundini spillede det meget nærliggende 43.Kf5 der stopper fribonden og sikrer remis. Stærkt havde dog været 43.a5!, der overraskende vinder for hvid. F.eks. 43.-g4 44.a6 Kc8 45.Kxe6 g3 46.d7+. Ærgerligt at det ikke blev et helt point til os i dette parti.
Daniel har været i god form på det sidste, og han var også manden, der i ren opvisningsstil bragte os foran 1-0. Modstanderen opstillede en springergaffel og tilbød remis:
Stillingen efter 22.Sxe6. Daniel afslog remis, for hans angreb bragede lige igennem paraderne:
22…Dxh4! 23.Sxf8 Txf8 Hvid har en kvalitet, men til ingen verdens nytte. 24.f4 Det hjælper heller ikke at spille 24.Dxd5+ Kh7 25.f3 Sxg4 26.Dd6 Le5 27.Dd7+ Kh8 24…Sxg4 25.Dxd5+ Kh7 26.De4 Dh2+ 27.Kf3 Dh3+ og hvid opgav ved udsigten til 28.Ke2 Te8! Det så meget overbevisende ud.
Kenneth stod længe bedst med en løber for et par bønder. Han havde meget svært ved at få byttet damerne, og da det langt om længe lykkedes, så var gevinstchancerne væk og uglerne snakkede endda om at han var ved at tabe. Så galt gik det nu ikke, for teknikken var rigeligt god til at holde remis.
Stefano spillede fornuftigt og vandt en bonde, da chancen bød sig. Det efterfølgende tårnslutspil fik han spillet alt for passivt, så det lignede en remis. Det så ud som om at han var lige ved at sætte hele pointet over styr. Skeptikerne blev dog sendt i skammekrogen, for Stefano fandt vejen til et vundet slutspil.
Dermed kunne vi drage den lange vej hjem igen med en solid 5-3 sejr – klubbens første sejr i divisionsturneringen siden 1985-86 sæsonen! Vi ligger endda udelt nr. 1, da de andre kampe endte 4-4 eller 4½-3½. 1. pladsen er formentlig kun til låns, men vi har i hvert fald fået en god start, og så gælder det bare om at få pudset formen af til de kommende kampe.
Fin debut til Janne
22. november 2009
Frederikssund 1 – Dianalund 1:
Thomas Johansson | 2201 | – | FM Kristian Hovmøller | 2254 | 0-1 |
Janne Mäkinen | 2008 | – | Max Nielsen | 2216 | ½-½ |
Thomas Larsen | 1996 | – | Kim Pedersen | 2099 | ½-½ |
René Olskjær Nielsen | 2054 | – | Jens Mott | 1907 | ½-½ |
Per Lund | 1929 | – | Carl-Otto Nielsen | 1848 | ½-½ |
Daniel Andersen | 1985 | – | Jens Nielsen | 1852 | 0-1 |
Kenneth Haagensen | 1884 | – | Søren Ulvedal Jensen | 1753 | 1-0 |
Lars Christensen | 1711 | – | Kurt Løvlund Pedersen | 1645 | ½-½ |
Af: Thomas Larsen
Som nævnt i referatet fra den første kamp, så har oprykningen givet lejlighed til at møde klubber, som vi aldrig har dystet mod før. En af dem er Dianalund, som nu igennem en del sæsoner har været fast inventar i divisionsturneringen. Mest som nu i den 3. bedste række (2./3. division), men enkelte gange også i den næstbedste række (1./2. division). Sidste år var de kun et enkelt point fra oprykning til 1. division, men Roskilde slog dem på målstregen i en meget jævnbyrdig gruppe.
I år ser 2. division gr. 2 ud til at være mindst lige så jævnbyrdig. Efter 2 runder har der ikke været sejre større end 5-3. På papiret må Dianalund være en af favoritterne til oprykning. De har det næsthøjeste ratingsnit i gruppen (2032) kun overgået af AS04 (2035). Det tynder dog hurtigt ud hos dem, når de har afbud, og da de manglede deres 4. og 5. bræt, så var vi faktisk svage favoritter på trods af at kassereren måtte passe de familiære forpligtelser, der følger med en familieforøgelse. Til gengæld var der debut til vores finske spiller Janne og så var Lars med som reserve.
Thomas J fik hurtigt byttet af til et slutspil, der så meget lige ud, og meget naturligt tilbød han remis. Kristian Hovmøller har dog en evne til at kunne file tålmodigt på slutspil, og han afslog også remistilbuddet, hvorefter Thomas metodisk blev spillet ud af brættet. Han fik spillet sin springer lidt væk fra begivenhedernes centrum og tabte derfor den bonde, der i sidste ende blev afgørende.
Janne fik en fin debut trods en stærk modstander. Han stod solidt hele vejen, og i tidnøden tilbød modstanderen remis, hvilket blev modtaget. Efteranalysen viste dog at Janne endda stod i overkanten i slutstillingen, hvilket naturligt nok ærgrede ham lidt i bilen på vej hjem.
Formanden måtte arbejde hårdt for at modstanderen ikke skulle få lov at trænge igennem med sit kongeangreb. Jeg formåede lige nøjagtigt at holde stand indtil vi nåede til følgende stilling:
Jeg må indrømme at jeg undervurderede truslen Dh7+ en smule da jeg spillede 29…Txc3. Straks kom 30. Dh7+ Kf7 31.Lg6+. Hov, går jeg mat efter Kf6 ? Regne, regne… Ke7 taber bare et par bønder og reelt partiet, men til sidst fandt jeg en vej ud af matten. 31…Kf6! 32. Dg8. Der truer mat på f7 og f8.
Heldigvis har jeg lige redningen 32…Tc2+! 33.Lxc2 (eller Kxc2) 33…Dc8 34.Dh7 og der blev taget remis. At løbe væk med kongen efter Tc2 taber bare for hvid, da jeg så har Le8 og ender med en kvalitet i overskud. I øvrigt kan 32…Le8 også spilles i diagramstillingen: 33.Lxe8 Tc7 34.Df8+ Tf7 35.Lxf7 Dxf7 36.Dd8+ Kf5 37.Dxb6 Dxh5 38.Dxa5 Dh2+ og sort har enten evig skak eller får bonden tilbage.
René havde tilsyneladende bedre styr på åbningen end sin modstander, og det er min opfattelse at han havde en lille fordel med til midtspillet. Det så ud til at han fór vild i nogle taktisk forviklinger og endte i et tårnslutspil, som næppe kunne få et andet udfald end remis.
Lund spillede en solid opstilling – næsten for solid. I hvert fald havde han aldrig skyggen af fordel, og i stedet måtte forsvare sig i en presset stilling. Reel tabsfare var der nok aldrig tale om, men det virkede fornuftigt at tage remisen da der blev tilbudt.
Daniel stillede sig aggressivt op, og modstanderen så sig nødsaget til at give en officer for et par bønder. Det tegnede meget lovende indtil han pludselig blev ramt af dette kølleslag:
17…Lxh3! 18.Dxh3 Txb2+ 18…Sg4+ fulgt af Sxe3 var bedre. Nu skal Daniel spille 19.Sge2 og han holder vist lige nøjagtigt skindet på næsen. I stedet kom 19.Tf2?? Sg4+ og den hvide stilling er en ruin. Daniel kæmpede nogle få træk videre inden han gav op i en håbløs stilling.
Kenneth blev dagens mand med en rigtig pæn gevinst. Her er afslutningen:
28…Sg4+! nu hersker der kaos i den hvide kongestilling. 29.hxg4 Txe4 30.Df3 Tce8 Ingen grund til hastværk. Hvid kan ikke holde fast i alle sine bønder. 31.Tg1 Txe2 32.Ld4 hxg3+ 33.Txg3 Dxg3+ og her opgav hvid ved udsigten til et tabt slutspil.
Lars så en overgang ud til at have presset citronen lige en tand for meget. Centrumsbønderne var kommet under kraftig beskydning, men på en eller anden måde holdt han alligevel stand, og til trods for at han var en bonde nede da der blev taget remis, så var det klart at han hurtigt ville vinde den tilbage igen.
Lidt ærgerligt at vi tabte kampen – specielt når nu at vi fik points der hvor vi var undertippede. Nederlaget er dog ingen katastrofe, men i en så tæt division kan selv et ekstra halvt point godt gå hen og få vital betydning.
Lad julefreden sænke sig
6. december 2009
Frederikssund 1 – Køge 1:
Thomas Johansson | 2201 | – | Jacob Kaaber | 2163 | ½-½ |
Janne Mäkinen | 2008 | – | Niels Georg Larsen | 2013 | ½-½ |
Henrik Mikkelsen | 2059 | – | Finn Haargaard | 2011 | ½-½ |
Thomas Larsen | 1996 | – | Klaus Hestehauge | 1876 | ½-½ |
Per Lund | 1929 | – | Henrik Emil Bruun | 1917 | ½-½ |
Daniel Andersen | 1985 | – | Erik Carlsen | 1883 | ½-½ |
Kenneth Haagensen | 1884 | – | Bjarne Hjorth Andersen | 1860 | ½-½ |
Finn Holm | 1476 | – | Peter Ove Krogh | 1736 | ½-½ |
Af: Thomas Larsen
Juletiden nærmer sig. Det er en tid, hvor familie og venner samles og alle stridigheder begraves. Frederikssund og Køge tog forskud på denne julestemning i det indbyrdes møde i 2. division. Det blev i hvert fald en meget fredelig affære med en række korte remiser. Sidst Frederikssund mødte Køge blev det i øvrigt også 4-4. Det var tilbage i 78-79 sæsonen, hvor Køge var i 8. HK.
Thomas J’s parti startede vildt. Han havde åbenbart gået lige ind i modstanderens forberedelse, hvor han godt nok fik en bonde, men kom under et gevaldigt pres. Jacob missede en enkelt god chance, men ellers formåede begge parter at spille ret præcist, og efter en række slagudvekslinger blev der sluttet fred i slutspillet.
Janne forsøgte at presse stille og roligt. Det kom der ikke ret meget ud af, og han stod vel lidt i underkanten, da man tog remis.
Henrik var tilbage efter familieforøgelsen, og det så ud til at han kom fint fra åbningen. Det gjorde modstanderen bare også, og balancen i partiet blev aldrig rigtigt rykket til nogen af siderne.
Formandens parti startede med et friskt fløjangreb fra min modstander, mens jeg forsøgte at bryde igennem i centrum. Ingen af parterne formåede for alvor at få gang i angrebet trods et stort tidsforbrug, og også i dette parti blev der byttet af til et remisslutspil.
Lundinis storslåede repertoire af museumsåbninger kom endnu en gang i brug. Fordelen er naturligvis at han ofte kender stilingen bedre end modstanderen. Ulempen er at når man møder modstandere af en vis styrke, så finder de som regel de bedste træk alligevel, og så er det svært at opnå fordel. I hvert fald fik han endnu en gang en stilling i underkanten, så da han fik et remistilbud kunne han kun tage imod.
Daniel er til gengæld teoristærk. Denne gang fik han dog ikke rigtigt noget ud af åbningen, og efter kun 1½ times spil fornemmede han at det var ved at gå den forkerte vej, så han tilbød remis, hvilket blev modtaget.
Kenneth kom til gengæld udmærket ud af det lidt alternative åbningsspil. Som de i øvrige partier fes det hele ud i ingenting, og remis var det naturlige resultat.
Finn H blev tilkaldt som reserve i sidste øjeblik. Til trods for at han var væsentlig lavere ratet end sin modstander, så var han noget nær den eneste af de 16 spillere, der nåede at have en reel gevinststilling. Det var dog kun kortvarigt:
Finn spillede 24.d5! g6 25.dxe6 25.Tc4! havde været stærkt. Sort har intet godt forsvar mod truslen b4, hvor damen er fanget! I stedet skete 25.-Txd1+ 26.Dxd1 Txe6 og der blev senere byttet af til et tårnslutspil.
Og således kunne Frederikssunds og Køges skakspillere ønske hinanden glædelig jul og lade julefreden sænke sig over 2. division.
Forsinkede julegaver
10. januar 2010
AS04 1 – Frederikssund 1:
Alexei Cherstiouk Hansen | 2156 | – | Thomas Johansson | 2201 | 0-1 |
Søren G. Jensen | 2024 | – | Janne Mäkinen | 2008 | ½-½ |
Thore Nyboe Jensen | 2039 | – | Henrik Mikkelsen | 2059 | ½-½ |
Martin Kisby Willerup | 2007 | – | Thomas Larsen | 1996 | 0-1 |
Jens Henrichsen | 1989 | – | René Olskjær Nielsen | 2054 | ½-½ |
Erik Sværke Hansen | 1930 | – | Per Lund | 1929 | ½-½ |
Anders Sønderby | 1804 | – | Daniel Andersen | 1985 | 0-1 |
Henrik Andersen | 2000 | – | Kenneth Haagensen | 1884 | ½-½ |
Af: Thomas Larsen
Kort inden jul modtog jeg et julekort. Det var fra AS04, der ønskede alle skakspillere glædelig jul. Og samtidigt benyttede lejligheden til at reklamere for deres torsdagslynturneringer. Flinke folk, dem fra AS04, og minsandten om ikke deres venlighed fortsatte, da vi skulle møde dem i holdturneringen. Der blev i hvert fald delt skaklige julegaver ud: Deres klart stærkeste spiller Mads Smith Hansen havde meldt afbud, og deres næststærkeste glimrede ved at udeblive fra sit parti. Min egen modstander kom for sent, og Daniel fik også en decideret foræring.
Frederikssund var til gengæld ikke i gavehumør. For første gang i denne sæson kunne vi stille i stærkeste opstilling med et historisk højt ratinggennemsnit på 2015.
Thomas J vandt uden kamp, da modstanderen ikke mødte op. Thomas tog det heldigvis pænt, men når nu man er taget hele vejen fra Malmø, så er det lidt trist ikke at få lov at spille.
Janne har vist sig som en rigtig solid mand på 2. bræt. Med de sorte brikker var han aldrig i problemer, og partiet var lige hele vejen.
Henrik er normalt en af holdets bedste hvad åbningsteori angår. Efter partiet var han dog ikke tilfreds med sit åbningsspil, og da der blev taget remis efter 17 træk stod han måske endda en smule i underkanten.
Formandens modstander kom 50 minutter for sent. Han havde åbenbart lige været en tur forbi Frederikssund. Selv om det selvfølgelig burde være en fordel at have så stort tidsforspring, så kan det ofte være svært alligevel fordi man føler man bør vinde pga. denne fordel. Jeg synes nu at jeg fik tacklet det udmærket, og i et kompliceret midtspil vandt jeg en bonde, og i denne stilling havde jeg ca. 30 minutter tilbage imod modstanderens ca. to minutter:
24…Sc3! Med trussel på e2 og så dækker springeren på d5. 25.Lf3 Jeg havde regnet med 25.Dd2, der også forhindrer: 25…e5 Vinder en officer. 26.Lxd5+ Kh8 27.Sg6+ Dxg6 Endelig ikke 27…hxg6?? 28.Dh4 mat! 28.Dxe5 Sxd5 29.Dxd5 og i sin desperate tidnød endte det med at modstanderen overså et tårn i slag i forsøget på at undgå dameafbytning.
René skal have ros for at kæmpe godt til trods for at det ikke for alvor kører for ham. Når han er i form spiller han rigtigt stærkt, men pt. mangler der lige det sidste. Jeg tror at han var ved at komme galt afsted i midtspillet. Han formåede dog at holde balancen, og efter en del manøvreren og afbytninger fik han spillet sig frem til denne stilling, som computeren mener er klar fordel for hvid. Teknikken er dog ikke helt enkel.
En gevinstvariant herfra kunne være 46.g3 Kh7 (eller 46…g6 47.Sd6 Dxb6 48.De8+ Kg7 49.Dxf7+ Kh8 50.Dxe6+/-) 47.Da4! Dc8 48.Db3 Db7 49.Da2 Dc8 50.Db1+ Kg8 51.b7
I stedet spillede René: 46.Da5 der desværre sætter fordelen over styr, da sort nu har: 46.-Dc6 47.Da6 Kh7/Kh8 (noteringslisten afslører ikke hvor kongen blev sat) 48.Da7 Sxb6 og der blev taget remis pga. evig skakken efter 49.Sxb6 Dc1+ 50.Kh2 Df4+. Hvis der blev spillet Kh7 i 47. træk, så vinder 48…Sf4! rent faktisk: 49.f3 Dxc4 50.b7 Dc1+ 51.Kh2 Db2 52.Kg3 g5 og hvid går mat eller taber fribonden.
Per spillede en lidt underlig åbning. Det var vist ikke nogen større succes, og han beklagede sig da også bagefter over at han nærmest kun kunne sidde og forsvare sig, hvilket har været ret generelt for hans holdskakpartier i år. Der blev dog aldrig tale om reel tabsfare, og efter 22 træk blev fredspiben tændt.
Daniel var for en sjælden gangs skyld rigtig heldig. Hvor ofte har vi ikke set at han har været godt i gang med et vinde et parti for så i stedet at tabe på grund af en kæmpebuk? Efter midtspillets komplikationer manglede han et par bønder, men kunne dog håbe på remis på grund af de uligefarvede løbere. På et tidspunkt forklarede Henrik mig at Daniel stod skidt, men da jeg kiggede på partiet kort efter, så havde Daniel et tårn i overskud. Han havde fået det forærende på en grov overseelse fra modstanderen, som dog kæmpede længe inden han gav op.
Kenneths stilling så tidligt ret betænkelig ud. Tilsyneladende havde han styr på sagerne og tilbød remis, hvilket blev modtaget, selv om der egentlig var masser af spil tilbage i det parti.
5½-2½ sejren over så stærk en klub som AS04 blev af holdlederen betegnet som det historisk bedste holdskakresultat for Frederikssund. Det er svært at sammenligne resultater og sæsoner, men den overraskende sejr betyder at vi faktisk ligger på 2. pladsen, kun et sølle matchpoint fra 1. pladsen! Inden vi jubler alt for meget, så er der jo altså kun 4 points ned til nedrykning i en gruppe der tegner til at ende i et sandt drama i de sidste runder.
På glatis i Holbæk
31. januar 2010
Holbæk 1 – Frederikssund 1:
Ivan Normann Andersen | 2129 | – | Thomas Johansson | 2201 | 0-1 |
Tom Juul Andersen | 2074 | – | Janne Mäkinen | 2008 | 1-0 |
Svend-Erik Christensen | 2049 | – | Henrik Mikkelsen | 2059 | 1-0 |
Preben Schavitshy Dalberg | 2007 | – | Thomas Larsen | 1996 | ½-½ |
Lars Kjøller Nilsson | 1987 | – | Per Lund | 1929 | 1-0 |
Flemming Skjoldager | 1914 | – | Daniel Andersen | 1985 | 1-0 |
Samuel Eddy | 1884 | – | Kenneth Haagensen | 1884 | ½-½ |
Lars Åman Jensen | 1700 | – | Lars Christensen | 1711 | ½-½ |
Af: Thomas Larsen
Vinteren er over os. Det har sneet uafbrudt i en måned (sådan føles det i hvert fald). Således også den sidste dag i januar, hvor 5. runde af holdturneringen blev afviklet. René var på vej mod varmere himmelstrøg, men ellers var det stærkeste opstilling, der trodsede vintervejret og kørte til Holbæk for at fortsætte den overraskende kurs mod 1. division. Ok, det primære mål for sæsonen var at forblive i 2. division, men efter sejren i AS04 var der masser af optimisme og vi lå trods alt på 2. pladsen et sølle MP efter Køge. Derfor var det lidt af en rutchetur, som holdet kom ud for mod Holbæk, og efter den magre indsats så skal vi nok mere kigge nedad end opad i tabellen.
Thomas J blev dagens mand. Han overraskede modstanderen med en gambit og fik opbygget et solidt forspring – både i udvikling og på uret. En fordelagtig stilling blev pludselig til en meget uklar stilling, da Thomas lidt umotiveret fik smidt en kvalitet.
Stillingen var dog så god at han kunne høste en stribe bønder og til sidst vinde slutspillet, selv om det ikke var helt ligetil.
Janne led sit første nederlag for FsS. Modstanderen fandt en smart kombi:
Stillingen efter 13…Sf6-e4? Det rigtige havde været 13…d7-d5. 14.Txb7! Dxb7 15.Sxe4 Dxe4 16.Se5 Pointen. Hvid får kvaliteten tilbage samt en bonde i rente. 16…Df5 17.Sxd7 e5 18.Sxb8 Txb8 19.e4 Herfra kæmpede Janne i 30 træk mere, men hans forsøg på at fiske efter modspil blev aldrig rigtigt farlige.
Henrik måtte også ned for første gang i denne sæson. Jeg tror at han må hjem og dykke ned i teoribøgerne (når der er tid mellem bleskift og godnathistoriefortællinger), for det var anden gang i træk at han ikke spillede særligt optimalt i den samme åbning. Han gav en bonde for løberparret og havde vel også kompensation, men initiativet forsvandt langsomt, og tårnslutspillet var vist bare tabt.
Formanden var heller ikke helt skarp i åbningen og måtte kæmpe med lidt dårligere udvikling og en stilling i underkanten. Modstanderen missede et par aggressive fortsættelser, og sluttelig blev der taget remis ved trækgentagelse inden tidnøden for alvor brød løs.
Lund mødte den tidligere Hillerød-mand Lars Nilsson. Han har åbenbart ikke glemt sin tid i det nordsjællandske, for han havde skrevet “Hillerød” på noteringslisten. :-). Nå, men uanset klub, så var det i hvert fald Lars, der havde håneretten efter partiet. Lund var ellers godt tilfreds efter åbningen, hvor han fik en solid stilling med et lille pres. Han missede desværre en stærk fortsættelse, og derfra blev stillingen bare værre og værre, og til sidst gik han mat i en håbløs stilling.
Daniel så ud til at stå fint, men måske var stillingen alligevel ikke så god, for noget gik grueligt galt og han måtte af med en bonde. Han forsøgte at få gang i et angreb, men modstanderen kom først og det endte med at Daniel fik sat en brik i slag i en skidt stilling.
Kenneth fik et marginalt pres og en overgang havde han også en merbonde. Den måtte afleveres tilbage og der blev sluttet fred i en lige stilling.
Lars må være en smule rusten pga. manglende kamptræning, men han spillede solidt og partiet kom vist aldrig ud remisgrænsen.
Med 5½-2½ nederlaget blev vi overhalet af Holbæk i stillingen, og lige nu kan alt ske i de sidste runder. Hvis Evans besejrer Køge i den udsatte kamp, så ligger alle holdene inden for 3 points. Absurd!
Endnu en offday
21. februar 2010
Frederikssund 1 – Ringsted 1:
Thomas Johansson | 2201 | – | Jens Abildlund | 2152 | 1-0 |
Janne Mäkinen | 2008 | – | Hans-Henrik Madsen | 2061 | ½-½ |
Henrik Mikkelsen | 2059 | – | Poul Buhl | 1971 | 0-1 |
Thomas Larsen | 1996 | – | Lasse Appelquist | 1895 | 0-1 |
Per Lund | 1929 | – | Morten Madsen | 1788 | 0-1 |
Daniel Andersen | 1985 | – | Peter Wang | 1860 | 1-0 |
Kenneth Haagensen | 1884 | – | Karsten Jensen | 1857 | ½-½ |
Lars Christensen | 1711 | – | Morten Henrik Olsen | 1806 | 0-1 |
Af: Thomas Larsen
Efter 5. runde blev hele feltet samlet inden for ganske få points. Vi kunne således stadig nå både at rykke op og ned. Efter kampen mod Ringsted er oprykningen dog langt væk, mens nedrykningsstregen nærmer sig faretruende (eller det er jo nok rettere os, der nærmer os stregen).
René var stadig på Cuba, så Lars måtte igen tage 8. brættet. Vi må håbe at René er klar til den sidste kamp, for vi klarer os altså skidt når han ikke er på holdet.
Thomas J’s partier er ikke altid lige stilrene, men han kæmper godt, og det har virkelig belønnet sig. Denne gang manglede han bare en kvalitet, men på en eller anden måde fik han stablet et kongeangreb på benene, og pludselig fejlede modstanderen:
Stillingen efter 35.Tf2-c2?? der er en katastrofe for hvid. Han var nødt til at give kvaliteten med fx 35.Dd2.
35.-Sxh2! Fritz siger mat i 5, hvis vi tager alle desperado-ofre med. Afslutningen blev: 36.Dxe5 Df1+ 37.Kxh2 Dh1 mat!
Janne fik byttet af til noget der lignede en hurtig remis. Alligevel endte det med at blive dagens længste parti, fordi modstanderen længe forsøgte at vinde tårnslutspillet. Janne holdt balancen, og tilkæmpede sig remisen.
Henrik tænke sig godt om inden han tog den bonde, der tilsyneladende var i slag. Det var vist også ok, men et træk senere overså han en kombi, og resten var bare krampetrækninger.
Formanden måtte se sig besejret efter 13 holdskakpartier på stribe uden nederlag. Jeg fik ellers en rigtig god stilling, hvor modstanderens konge og dronning nærmest var spærret inde. Men så kom tidnøden og efter rekonstruktion sad jeg bare tilbage med et tabt slutspil.
Lundini har virket lidt ude af form på det seneste. Denne gang så det nærmest ud til at han bare blev udspillet i åbningen. Da han så endelig var lige ved at være med i partiet, så fik han spillet galt og modstanderen kunne trænge ind i stillingen med de tunge officerer.
Daniel har været lidt svingende i denne sæson. Denne gang var han godt spillende, selv om han var lige ved at få overspillet stillingen op imod tidskontrollen. Han formåede at kombinere kongeangreb med forskellige andre trusler og opstillede til sidst en mat.
Kenneth har været sæsonens mest solide mand på holdet. Han har undgået nederlag, og er stort set aldrig i tabsfare. Der blev kæmpet længe med Kenneth i førersædet, men desværre fik Kenneth ikke lige udnyttet de små chancer der var, og han måtte nøjes med remis.
Lars stod også godt indtil en forfejlet dameafbytning kostede en bonde. Der røg flere bønder kort efter, og Lars fik ingen chancer for at komme tilbage i slutspillet.
3-5 nederlaget var et rigtigt øv-resultat. Nu ligger vi nr. 6 med 1½ point ned til Evans, som vi skal møde i den nervepirrende sidste runde. Det havde været rart med et par points mere ned til stregen.
I øvrigt ligger Køge nu til oprykning. Ikke fordi de på papiret er meget bedre end os, og vi spillede jo også 4-4 med dem. Jeg tror bare at de lige har haft den ekstra tur i den, som vi har manglet i de sidste par kampe.
Bittert, Bittert, Bittert!
7. marts 2010
Frederikssund 1 – Evans 2:
Thomas Johansson | 2201 | – | Jørgen Aaskov | 2008 | 1-0 |
Henrik Mikkelsen | 2059 | – | Frank Bitsch Kristensen | 1967 | ½-½ |
Thomas Larsen | 1996 | – | Peder Madsen | 1905 | 0-1 |
René Olskjær Nielsen | 2054 | – | Jan Møller Iversen | 1826 | 0-1 |
Per Lund | 1929 | – | Torben Phalaris Pedersen | 1883 | 1-0 |
Daniel Andersen | 1985 | – | Max Erik Hansen | 1876 | 0-1 |
Kenneth Haagensen | 1884 | – | Jørn Lindved Sørensen | 1858 | 0-1 |
Stefano Freiesleben Sias | 1582 | – | Mikael Skjoldager | 1753 | 0-1 |
Af: Thomas Larsen
Dette referat er bestemt ikke et af de sjoveste, jeg har skrevet. Faktisk så må nedrykningen betegnes som den største skuffelse som jeg har været en del af siden min holdskakdebut i 1995. Det er 3. gang i den periode at 1. holdet har oplevet en nedrykning. De to tidligere gange (i 1996 og 2008)
var holdet simpelthen overmatchet i deres række og var aldrig i nærheden af redning. Denne gang var det anderledes. Vi lå et sølle MP fra 1. pladsen efter 4 runder, og det var á point med Køge, som vi sagtens burde kunne matche. Den indbyrdes match sluttede jo også 4-4. Køge fortsatte deres gode stime og endte med en fortjent oprykning. Vi kollapsede til gengæld og endte på 7. pladsen, hvilket betyder en tur ned i Mesterrækken. 26 points af 56 mulige burde under normale omstændigheder betyde en solid midterplacering, men i den meget tætte række trak vi altså sorteper.
Nå, men til den triste beretning om en dag hvor alt gik galt. Når man ser på slutstillingen, så ser det ud som om at det har været dramatisk til det sidste. Vi kom imidlertid lynhurtigt bagud 4-0, og da René opgav var det endegyldigt slut, og resten var kun af kosmetisk betydning.
Thomas J så ud til for en sjælden gangs skyld at have overtaget i hele partiet. I de tidligere partier har det ellers set noget betænkeligt ud. Denne gang fik han fanget et tårn, så modstanderen var nødsaget til at give en kvalitet. Han skulle lige overleve et sidste desperat fusk fra modstanderen, der samtidigt var ved at panikke godt og grundigt i tidnøden. Thomas tog det køligt og afviklede til et vundet slutspil.
Henrik så ud til at have en marginal fordel med løberparret. Kampformen er dog ikke ligefrem i top for tiden, og som Henrik selv udtrykte det: Hvis man ved hvert andet af modstanderens træk laver et hop i sædet af bar overraskelse, så ved man at man ikke har set ret meget i partiet. En overgang så det ud som om at Henrik var ved at tabe partiet pga. en farlig fribonde. Det endte dog remis til sidst efter et meget langt parti.
Formanden var ramt af forkølelse – det skal nu ikke være nogen undskyldning. Modstanderen spillede i et højt tempo, og inden tidskontrollen havde jeg brugt næsten en time mere end ham. Jeg holdt balancen frem til slutspillet indtil et lidt for sorgløst træk endte med at koste en bonde. I tidnøden smed jeg en kvalitet på en regulær overseelse, og resten var kun desperate krampetrækninger, for her så det allerede skidt ud for os.
René var tilbage efter et par kampes fravær. Hidtil har han spillet remiser i overkanten, men denne gang nåede han ikke at stå bedst. I midtspillet havde modstanderen lige pludselig et smart hiv, hvor René ikke havde bedre end bare at give en kvalitet. Med springer mod tårn i slutspillet så René ingen grund til at kæmpe videre.
Lundini viste endelig lidt af sin gamle form. Modstanderen stillede lidt akavet op – formentlig i et forsøg på at rulle frem på kongefløjen. Planen var vist bare dårlig for Per tog initiativet og vandt en bonde. Tidnøden var ikke uden drama, men vor helt holdt tungen lige i munden, og da først der igen var god tid, så førte han slutspillet til en sikker gevinst.
Daniel spillede en anelse slapt i åbningen, men han fik efterhånden et lille overtag i midtspillet. Så skete den sædvanlige katastrofe – en skak fulgt af en springergaffel – og dermed var det bal forbi.
Kenneth har været solid i hele sæsonen, men symptomatisk for holdets præstation, så gik det galt for ham denne gang. Der røg en bonde på en overseelse, og Kenneths sædvanlige evne til at kæmpe i dårlige stillinger slog ikke til denne gang. Til sidst kom de tunge officerer farende og omringede Kenneths konge.
Stefano blev overmandet af et par energiske ofre. Først fik han en kvalitet til gengæld for en ødelagt bondestruktur og derefter fandt modstanderen vej til kongen med et officersoffer.
Nedrykningen er særligt bitter fordi kollapset var mere eller mindre kollektivt. Vi var ratingfavoritter i alle vores kampe (!), men formåede kun at vinde to af dem. Desuden havde vi et historisk stærkt hold, som med lidt medvind sagtens kunne spille med i toppen af 2. division. Skal vi nævne en enkelt positiv ting ved denne sæson, så må det være at vi fik lejlighed til at møde hold, som vi aldrig har mødt før. Holbæk og Køge har vi mødt dengang de var med i 8. HK og AS04 mødte vi også for 2 år siden. Nr. Åby, Dianalund, Ringsted og Evans er alle førstegangsbekendtskaber. Det er en af årsagerne til at det er en anelse sjovere at dyste i divisionen frem for i Mesterrækken, hvor modstanderne er de gode gamle: Allerød, Hillerød, Roskilde, Hørsholm osv. Ikke et ondt ord om dem, men forandring fryder jo som bekendt. Vi skal i øvrigt også møde naboerne fra Egedal-Jyllinge, som nu er rykket op for 2. år i træk. Selv om det nok er mere end tvivlsomt om vi har et hold af samme styrke til næste sæson, så må målet være endnu en oprykning til 2. division. Vi vil være med der hvor det for alvor er sjovt!
En vurdering af de enkelte spilleres præstationer:
Thomas J (5/7): Holdets topscorer, og samlet set den bedste præstation over hele sæsonen. Det er ikke altid lige stilrene partier og flere kritiske stillinger er blevet vendt til sejr. Thomas udtrykte det således: ”Jeg bruger ’Rocky Balboa-taktikken’. Modstanden får lov at slå sig træt inden jeg sætter knockout-stødet ind”.
Janne (2/5): Generelt en solid præstation mod højere ratede modstandere. Kun en enkelt gang gik det galt, da han missede en kombi.
Henrik (2/6): Blev far igen i november og den slags tager som oftest toppen af spillestyrken. Han var i hvert fald noget rusten og satte flere gange points til mod modstandere han plejer at nedkæmpe. Der er håb om forbedring når han igen får fuld nattesøvn uden barnegråd og bleskift.
Formanden (3/7): Jeg var egentlig udmærket tilfreds med 3 points i de første 5 runder, hvor jeg kun for alvor var i defensiven en enkelt gang. Desværre forsvandt formen i de to sidste partier, så der røg muligheden for at snige sig over 2000 i rating i denne omgang.
René (1½/4): Var tydeligvis også noget ude af form. Spiloplæggene var gode nok, men der manglede hele tiden lige det sidste, så gevinstchancerne blev ikke udnyttet.
Lundini (3/7): Måtte sidde og forsvare sig i flere partier. Ikke rigtigt den store Lundinis stil, og i to tilfælde blev han regulært udspillet. Den afsluttende gevinst pyntede dog noget på det samlede indtryk.
Daniel (3½/7): Meget svingende præstation. Det var lige fra gevinster i noget nær opvisningsstil til katastrofale fingerfejl. Det sidste kommer han nok aldrig helt af med, hvilket er ærgerligt når man nu ved hvor godt og stilrent Daniel kan spille.
Kenneth (3½/7): En stribe stensikre remiser og en pæn gevinst inden han deltog i det fælles kollaps i sidste runde. Kenneth har længe ligget og banket på døren til Mesterklassen, men der mangler lige en anelse inden han når helt derop.
Reserverne:
Lars (1/3): Som flere af os andre var Lars noget ud af form. Et par solide remiser og et ærgerligt nederlag.
Stefano (1/2): Gevinsten mod Nr. Åby viste at han stadig er på vej fremad, men han fik ørerne i maskinen i sidste runde.
Finn H: (½/1): Vi kan ikke klage over at når han med kort varsel bliver indkaldt til 8. brættet så hiver en remis hjem mod en stærk modstander.
Dårlig start
12. november 2009
Frederikssund 2 – Frederiksværk 1:
Lars Christensen | 1711 | – | Poul Christiansen | 1697 | ½-½ |
Stefano Freiesleben Sias | 1582 | – | Flemming Stald | 1769 | ½-½ |
Finn Holm | 1476 | – | Jørn Stig Andersen | 1688 | 0-1 |
Valdemar Engmann | 1454 | – | Søren Ellegaard | 1084 | 0-1 |
Bendt Laursen | 1269 | – | Omar Elzubeir | 1487 | 0-1 |
Jørgen Slotsgaard | 1278 | – | Finn Ø. Christiansen | 1304 | 0-1 |
Aage Brems-Pedersen | 1030 | – | Martin Møller Pedersen | 1166 | 0-1 |
Thomas Andersen | 1000 | – | Jørgen Dam Pedersen | 1286 | 0-1 |
Af: Thomas Larsen
2. holdet fik en rigtig dårlig start på holdturneringen. Tidligere har vi ellers spillet lige op med Frederiksværks 1. hold, men denne dag var der ikke meget, der lykkedes.
Lars spillede en solid remis,hvor der aldrig for alvor var noget på færde. Ikke noget dårligt resultat, for Lars har ikke fået så meget kamptræning på det seneste.
Stefanos parti kom heller ikke over remisgrænsen på noget tidspunkt. Ganske vist afslog Flemming Stald remis, men nogle få træk senere blev der allievel sluttet fred.
Finn H’s modstander afveg fra hovedvarianten i Skandinavisk, men det var Finn, der blev snydt i åbningen. Hans konge måtte ud på e7, og selv om det blev aftenens længste parti, så var det nærmest kun et spørgsmål om tid inden der opstod et hul i Finns fæstning.
Valdemar kom for en gangs skyld i forsvarerens rolle, da modstanderen ofrede løs. Valdemar troede at han var ved at måtte acceptere evig skak, men fik så stillet kongen forkert og tabte derfor damen.
Bendt hapsede en bonde i åbningen. Til gengæld fik modstanderen et stort udviklingsforspring. Bendt forsvarede sig godt og så ud til at holde stand indtil han lavede sin eneste overseelse. Den kostede en kvalitet og slutspillet var bare tabt.
Jørgen fik sat en officer direkte i slag. Ærgerlig måde at tabe på, for indtil da havde han spillet udmærket.
Aage var også godt med efter åbningen, men missede en god chance i midtspillet, og kort efter havde modstanderen en afgørende ekstra officer på brættet.
Thomas A fejlede i en kombi og tabte en bonde. Hans konge kom aldrig i sikkerhed og pludselig gik han direkte i en mat.
En rigtig dårlig start for 2. holdet. Der var bestemt stillinger til et point eller to mere, men reelt set løb de bare ind i en ordentlig endefuld mod et bedre hold. Bedre held næste gang!
Holdbillede umiddelbart inden kampen.
Fra venstre er det Aage, Jørgen, Finn H, Valdemar, Lars, Bendt og Stefano samt Thomas A (liggende).
Sejr trods undertal
26. november 2009
Allerød 5 – Frederikssund 2:
Hans Samuelsen | 1712 | – | Stefano Freiesleben Sias | 1582 | 1-0 |
Steen Hagstrøm | 1540 | – | Finn Holm | 1476 | ½-½ |
Johannes Jensen | 1328 | – | Valdemar Engmann | 1454 | 0-1 |
Henning Stagård | 1349 | – | Bendt Laursen | 1269 | ½-½ |
Leif Helm Jensen | 1196 | – | Jørgen Slotsgaard | 1278 | 0-1 |
Hardy Hansen | 1075 | – | Aage Brems-Pedersen | 1030 | 0-1 |
Jens Rasmussen | 1002 | – | Thomas Andersen | 1000 | ½-½ |
Mikkel Kofoed Petersen | 1000 | – | vandt uden kamp | 1-0 |
Af: Thomas Larsen
Selv om 2. holdet pga. afbud måtte spille hele kampen mod Allerød 5 med en spiller i undertal, så blev det alligevel til en sejr. Ganske vist en lille en af slagsen, og et par af gevinsterne var ret heldige, men det tænker vi ikke på når turneringen er ovre.
Stefano fik stillet sig godt op indtil et lidt for optimistisk fremstød på kongefløjen blev straffet. Modstanderen fandt et stærkt hiv, og Stefanos kongestilling blev flået op. Da han til sidst tabte på tid var stillingen alligevel en ruin.
Finn H formåede ikke at udnytte et noget alternativt åbningsspil til fordel. I stedet blev stillingen lukket af om remisen blev taget efter 20 træk.
Valdemar vandt en officer, da han så længst i en slagudveksling. Herefter var der aldrig nogen reel tvivl om resultatet, selv om han nok brugte lidt flere træk end nødvendigt på at finde det afgørende gennembrud.
Bendt skal jeg lige have en snak med om kendte åbningsfælder, for hans 3. træk kostede en bonde. Han spillede videre med en bonde i underskud, og da han noget uforståeligt fik et remistilbud kunne han kun takke og tage imod.
Jørgen formåede at smide en bonde i midtspillet, men han havde alligevel gode remischancer i tårnslutspillet. Han gav en skak, og pludselig lavede modstanderen en grim fingerfejl, hvor et tårn blev sat direkte i slag, og et heldigt point var dermed i hus.
Aage blev udsat for et stormløb mod sin konge. Jeg ved ikke om jeg har tolket noteringslisten forkert eller modstanderen simpelthen ikke ville tage de brikker, der stod i slag. I hvert fald spillede Aage sin konge ud af en binding, og modstanderen opdagede ikke at dronningen derfor stod i slag. Kort efter kunne Aage notere sin gevinst.
Thomas A og hans modstander nåede begge at få nogle gode chancer for at vinde materiale. Chancerne blev dog misset fra begge sider, og derfor var det nok meget rimeligt at partiet sluttede remis.
Med 7 mand og et noget svækket hold var det flot at komme hjem fra Allerød med en sejr, og 2. holdet kravler dermed op på 3. pladsen i rækken.
Comeback til Scheuer
8. december 2009
Egedal-Jyllinge 2 – Frederikssund 2:
Lars Vingaard | 1475 | – | Jørgen Scheuer | 2091 | 0-1 |
Poul Bauer | 1458 | – | Lars Christensen | 1711 | 0-1 |
Benny Andersen | 1337 | – | Stefano Freiesleben Sias | 1582 | 0-1 |
Jørgen Mortensen | 1345 | – | Finn Holm | 1476 | ½-½ |
Hardy A. Nielsen | 1360 | – | Valdemar Engmann | 1454 | 1-0 |
Gunnar Petersson | 1306 | – | Bendt Laursen | 1269 | 0-1 |
Mats Blomstrand | 1068 | – | Jørgen Slotsgaard | 1278 | 1-0 |
Martin Willer | 1126 | – | Thomas Andersen | 1000 | 1-0 |
Af: Thomas Larsen
Det var nok ikke lige på 2. holdet at vi havde regnet med at Jørgen Scheuer skulle gøre comeback efter nogle års pause fra holdskakken. Det er kun blevet til 2 førsteholdskampe i de sidste 5 sæsoner, for søndagene bliver prioriteret til andre fritidsaktiviteter, og det må naturligvis respekteres. Til gengæld er der så åbnet mulighed for at han kan forstærke 2. holdet, og det blev udnyttet mod naboerne fra Egedal-Jyllinge.
Scheuer fik meget hurtigt fordel, da modstanderen måtte bruge alt sit krudt på en besværlig retræte med springeren. Udviklingsforspringet blev udbygget, og efter 18 træk var der udækkelig mat. Dejligt at se at Scheuer ikke er helt rusten trods pausen.
Lars var så småt ved at få overtaget efter 20 træk. Efter det 21. træk kunne han notere gevinsten da modstanderen opgav (måske lidt tidligt) ved udsigten til at hans løber ville blive fanget og gå tabt.
Stefano vandt en officer, fordi hans modstander snuppede en ”forgiftet” bonde. Der blev kæmpet længe, men med tårn og løber mod tårn i slutspillet var Stefano stensikker.
Finn H mødte den sjældne orangutang-åbning (1.b4). En overgang så det ud til at han var lige ved selv at ende med ”aben”. Faren drev dog over til sidst og der blev sluttet fred i en ret lukket stilling.
Valdemar valgte helt i tråd med sin vanlige angrebsstil at ofre en officer. Jeg er ikke sikker på at jeg forstår præcist hvad der gik galt, men han havde åbenbart overset et eller andet forsvarstræk, så angrebet hurtigt løb ud i sandet. Der blev fisket efter en evig skak med dronningen. Uden held, skulle det vise sig, for til sidst løb han tør for skakker.
Bendt kom bedst ud af nogle slagudvekslinger i centrum. Da han kort efter fik en officer forærende, så skyndte han sig at tage den og afgøre partiet.
Jørgen Slotsgaards parti var lidt af en rutchebanetur. Først ofrede modstanderen noget uforståeligt en officer. Herefter gik Jørgen helt galt i byen. Først kiksede det i en større afbytning, og siden røg han i en binding. Med tårn mod løber kunne modstanderen vinde slutspillet, på trods af at det tog en del flere træk end nødvendigt.
Thomas A spillede fornuftigt og han så ud til at være på vej mod en solid remis. Det var altså lige indtil han skulle spille Td5 for at dække sin springer. Af uransagelige årsager fik han sluppet tårnet på d6, og så stod springeren desværre direkte i slag.
Med endnu en sejr holdt 2. holdet fast i sin 3. plads, og det er kun det grimme nederlag fra 1. runde, der virkelig gør ondt i stillingen.
For stor en mundfuld
13. januar 2010
Frederiksværk 1 – Frederikssund 2:
Poul Christiansen | 1697 | – | Lars Christensen | 1711 | ½-½ |
Flemming Stald | 1769 | – | Finn Larsen | 1708 | 1-0 |
Jørn Stig Andersen | 1688 | – | Stefano Freiesleben Sias | 1582 | 0-1 |
Birger Jarulf | 1726 | – | Finn Holm | 1476 | 1-0 |
Emil Michelsen | 1280 | – | Valdemar Engmann | 1454 | 1-0 |
Søren Ellegaard | 1084 | – | Bendt Laursen | 1269 | 0-1 |
Omar Elzubeir | 1487 | – | Jørgen Slotsgaard | 1278 | ½-½ |
Finn Ø. Christiansen | 1304 | – | Thomas Andersen | 1000 | 1-0 |
Af: Thomas Larsen
Desværre har referenten ikke fået fingre i ret mange partier fra kampen. Jeg kan nævne at Stefano vandt en fin sejr efter et tårnslutspil, hvor han til sidst kombinerede mattrusler med trusler om bondegevinst. Samlet set var Frederiksværk dog for stor en mundfuld, og det er svært at se at nogen skulle kunne true dem i kampen om 1. pladsen. 2. holdet ligger nu sidst i rækken, men der er ikke langt op til 2. pladsen.
Allerød tromlet ned
4. februar 2010
Frederikssund 2 – Allerød 5:
Jørgen Scheuer | 2091 | – | Steen Hagstrøm | 1540 | 1-0 |
Finn Larsen | 1708 | – | Johannes Jensen | 1328 | 1-0 |
Stefano Freiesleben Sias | 1582 | – | Leif Helm Jensen | 1196 | 1-0 |
Finn Holm | 1476 | – | Leif Pedersen | 1216 | 1-0 |
Valdemar Engmann | 1454 | – | Jeppe Nygård Samuelsen | 1114 | ½-½ |
Bendt Laursen | 1269 | – | Hardy Hansen | 1075 | 1-0 |
Jørgen Slotsgaard | 1278 | – | Jens Rasmussen | 1002 | 1-0 |
Aage Brems-Pedersen | 1030 | – | Mikkel Kofoed Petersen | 1000 | 1-0 |
Af: Thomas Larsen
Med Scheuer og Finn L i opstillingen kunne 2. holdet stille et rigtigt stærkt hold, og Allerød fik for alvor kærligheden at føle.
Scheuer overmatchede som ventet sin modstander. Fordelen blev stille og roligt udbygget. Først med terræn, og siden blev der plukket bønder i slutspillet. Et sikkert point.
Finn L måtte arbejde noget mere for pointet, da han bukkede en kvalitet væk. Han fik den dog hurtigt tilbage og kort efter fik han en officer med i købet. Et modangreb var lige ved at slå igennem, men Finn tog altså gevinsten til sidst.
Stefano fik smart fanget modstanderens dronning i åbningen. Sejren var reelt aldrig i fare selv om der blev spillet længe.
Finn H var på vej mod en stilren sejr via nydelig slutspilsteknik. En grum regnefejl fra Finn gjorde at begge spillere fik en bonde ført til dronning. Han var dog heldig med at modstanderen fik stillet sin konge så uheldigt at hans dronning gik tabt med en nakkeskak.
Valdemar måtte som den eneste afgive en remis. Når man ser partiet er han nok ikke helt tilfreds med det. Han fik pludselig en officer forærende i slutspillet. Hvorfor den skulle ofres tilbage er jeg ikke i stand til at forklare. Det må bare konstateres at derefter var det stendødt remis.
Bendts parti startede noget uskønt med ret alternativt åbningsspil. Han kom ovenpå da han fik høstet et par bønder i midtspillet, og den fordel gav han ikke fra sig igen, selv om der blev kæmpet (meget) længe.
Jørgens sejr så tilsyneladende ret nem ud. Det var i hvert fald ikke meget modstand han blev budt. Da først der var indkasseret en officer på en afdækkerskak, så var resten spil til et mål.
Aage udnyttede at modstanderen lidt for grådigt gik på bonderov. Aages mattrusler endte med at vinde en officer. Det hele endte med at Aage kunne sætte mat i en materielt overlegen stilling.
Allerød blev tromlet ned, og nu skulle der være rigtigt gode chancer for at nå 2, pladsen i gruppen. Trods storsejren er der ikke meget håb om at hente Frederiksværk på 1. pladsen.
2. pladsen sikret
25. februar 2010
Frederikssund 2 – Egedal-Jyllinge 2:
Jørgen Scheuer | 2091 | – | Lars Vingaard | 1475 | 1-0 |
Stefano Freiesleben Sias | 1582 | – | Poul Bauer | 1458 | 1-0 |
Finn Holm | 1476 | – | Benny Andersen | 1337 | ½-½ |
Valdemar Engmann | 1454 | – | Jørgen Mortensen | 1345 | 1-0 |
Bendt Laursen | 1269 | – | Hardy A. Nielsen | 1360 | ½-½ |
Jørgen Slotsgaard | 1278 | – | Gunnar Petersson | 1306 | 0-1 |
Aage Brems-Pedersen | 1030 | – | Mats Blomstrand | 1068 | 0-1 |
Thomas Andersen | 1000 | – | Martin Willer | 1126 | ½-½ |
Af: Thomas Larsen
Sidste kamp mod Egedal-Jyllinge var en direkte duel om 2. pladsen i C-rækken. Frederiksværk havde allerede sat sig på 1. pladsen, mens Allerød endte på jumbopladsen. Vi kunne tillade os at tabe 3-5 og alligevel blive nr. 2, men man kan jo lige så godt slutte godt af med en sejr til sidst.
Scheuer stillede brikkerne op i e-linien og indkasserede en bonde via en binding. Der gik ikke længe før det brød helt sammen for modstanderen og Scheuer valgte den nemme vej blandt alle gevinstføringerne og afviklede til et vundet bondeslutspil.
Stefano har mødt Poul Bauer tre gange tidligere i holdskaksammenhæng – alle gange med remis til følge. Denne gang gik det dog anderledes, idet han fik hele pointet hevet hjem. Et par bønder blev hapset i midtspillet, og slutteligt gav modstanderen op ved udsigten til at Stefanos dronning og springer ville trænge ind til kongen.
Finn H fik en bonde nærmest forærende i midtspillet. Da partiet endte i et dronningeslutspil valgte han ikke at forsøge at udnytte merbonden, for i stedet tog han remis.
Valdemar kom ud i køkkenet og var ikke specielt tilfreds med sin stilling (helt dårlig var den nu ikke). Næste gang var han lidt mere tilfreds, men regnede med at tilbyde remis snart. Det gjorde han ikke og slutspillet med merbonde blev afgjort da han fik fanget modstanderens springer.
Bendt mødte Hardy Nielsen – en af hans gamle klubkammerater fra tiden i Ølstykke Skakklub. De har udkæmpet en del dyster med nogenlunde 50/50 udfald og denne gang blev det også et meget lige parti. Bendt havde godt nok en merbonde i slutstillingen. Alligevel virkede remis som en fornuftig udgang på det parti.
Jørgen har været lidt op og ned i holdskakken. Denne gang fik han mere eller mindre sat en officer direkte i slag. Selv om modangrebet en overgang så farligt ud, så nåede det aldrig at slå igennem, og det sidste fusk blev afvist.
Aage hang på i partiet i 21 træk. Så røg der en officer og resten af partiet nåede ikke for alvor at blive spændende igen.
Thomas A var en kort overgang en bonde nede, men han formåede at tage den tilbage igen. Der blev kæmpet længe i et ret lige slutspil inden remisen endelig blev taget.
Dermed blev det til en 2. plads for 2. holdet. En placering og 5 brætpoints bedre end sidste år, og ser man bort fra kampene mod Frederiksværk, så blev de øvrige kampe vundet. Naturligvis hjælper det en del at Scheuer har givet et nap med i 3 af kampene, men generelt har hele holdet scoret godt. Stefano blev topscorer med fornemme 4½/6.