Af: Per Lund
Desværre bliver dette års referat ikke det sædvanlige kamp-for-kamp referat, fordi det først er blevet skrevet længe efter kampene og jeg var selv kun med i de 4 pga. en Mellemøstenstur og et internat-kursus.
Men det blev på alle måder en begrædelig affære. Vi var hæmmet af en del afbud, Daniel meldte sig ud af klubben undervejs, vi spillede elendigt og modstanderne i den række, vi var placeret, var også bedre end forventet. Så selv om holdlederen på forhånd havde håbet på en topplacering, endte det hele med 7 nederlag og en klokkeklar nedrykning!!
Ydermere skete der det, at vi fik Bornholm på udebane og det utilstrækkelige tilskud udefra kombineret med et noget uheldigt flybilletkøb, gjorde at vi tabte adskillige tusinde kroner, hvad der også ødelagde klubbens ellers traditionelt fine økonomi. Vi er dog ikke ved at gå fallit, men lidt mere beherskede jubilæumsfestligheder og en mindre kontingentstigning, kan man jo nok se frem til!! Vi skal forhåbentlig ikke til Bornholm foreløbig, men næste gang, det sker, bliver det i hvert fald med enten delvis deltagerbetaling eller en billigere rejseform.
Tilbage til det skaklige, jeg blev i al beskedenhed selv topscorer med 3½ point, endda kun for 4 kampe og jeg synes ikke der er andre præstationer at fremhæve!