Kåre Hove Kristensen vandt Viking Cup

IM Kåre Hove Kristensen 600Den 41. udgave af Viking Cup blev afholdt på den sjældne dato 29. februar. Som sædvanligt var der mange, som gerne ville være med, så en overgang måtte arrangørerne oprette en venteliste for at pladsen ikke ville blive for trang på Elværket i Frederikssund. Flere af de 80 deltagere kom langvejs fra, f.eks. Aalborg, Maribo, Esbjerg, Malmø, Vejle og Kalundborg.

Traditionen tro var Mesterklassen stærkt besat. Det skyldtes ikke mindst turneringens sponsor Hillerød Sundhedsmassage, som sørgede for at der var attraktive præmier at kæmpe om.
Turneringsfavoritten GM Jonny Hector startede med et par favoritsejre, men så løb han ind i et nederlag til FM Mikkel Manosri Jacobsen, der udnyttede sin materielle fordel, selv om stormesteren sprællede det bedste, som han havde lært. I 4. runde røg Hector helt ud af topkampen, da han tabte til sin landsmand Thomas Johansson. Samtidigt måtte Mikkel Manosri ned til IM Kåre Hove Kristensen. Herefter var Helsingørs Dennis Jørgensen den eneste med maksimum, da han slog turneringens helt store overraskelse Preslav Petkov.
6. runde blev ret afgørende, da Thomas Johansson slog Dennis Jørgensen, mens Kåre Hove Kristensen var decideret heldig med at Tommy Schmidt pludselig tabte på tid i en klart vundet stilling.

Johansson og Kristensen havde således 5/6, og de tog en “stormesterremis” i sidste runde. Dennis Jørgensen nåede også op på 5½ point, og så måtte turneringsledelsen have fat i kuglerammen og udregne korrektion. Det var så tæt, at der kun skulle være ændret et enkelt resultat i sidste runde for at enten Jørgensen eller Johansson havde vundet, men i sidste ende blev det Kåre Hove Kristensen, der kunne tage 1. præmien med hjem. I øvrigt var Kåre den eneste af de 80 deltagere, som ikke tabte et parti i løbet af dagen.

1. klasse blev vundet af Rostislav Petkov, der lige overhalede Tina Vehl fordi hun tabte til Thomas Find Kokfelt i sidste runde. Troels Barington tog sig af 2. klasse, mens 3. klasse blev vundet af Jesper Høyerup Thygesen.

For Frederikssunds egne deltagere blev turneringen generelt en succes. Kristian måtte ganske vist aflevere lidt rating i 1. klasse, men ellers var der ratingfremgang over hele linjen. Hans debuterede i 3. klasse med et par fine sejre, mens Thomas A havde en flot turnering og vandt 144 ratingpoints. Ole tog 2. præmien efter at han havde slået den førende spiller i sidste runde.

I 2. klasse vandt Daniel og Finn L hhv. 2. og 3. præmie, og Finn lå en overgang på 1. pladsen indtil det kiksede for ham i 6. runde.

I Juniorturneringen scorede Jonas 3½/7 og han nåede endda at besejre den samlede vinder undervejs.

Billeder fra Viking Cup 2020

View more photos →

Præmietagerne blev:

Mesterklassen:
1. præmie: IM Kåre Hove Kristensen, Nordkalotten, 5½/7
2. præmie: Thomas Johansson, Malmø, 5½/7
3. præmie: Dennis Jørgensen, Helsingør, 5½/7
Ratingpræmie under 2150: Preslav Petkov, Tåstrup, 4/7

1. klasse:
1. præmie: Rostislav Petkov, Tåstrup, 6/7
2. præmie: Tina Vehl, Seksløberen, 5½/7
3. præmie: Thomas Find Kokfelt, Espergærde, 4½/7

2. klasse:
1. præmie: Troels Barington, Valby, 6/7
2. præmie: FM Daniel Andersen, Frederikssund, 5½/7
3. præmie: Finn Larsen, Frederikssund, 5/7
4. præmie: Mark Brøde Jeppesen, Valby, 5/7

3. klasse:
1. præmie: Jesper Høyerup Thygesen, Herlev, 6/7
2. præmie: Ole Nilsson, Frederikssund, 5½/7
Ratingpræmie under 1250: Thomas Balling, Egedal-Jyllinge, 4½/7

Juniorklassen:
Vinder: Sif Vengel Andersen, Hillerød

Resultater fra Viking Cup 2020

Resultater fra juniorklassen

Viking Cup