Kaotisk optakt

Sæsonens første kamp i M-rækken, og sikke en kaotisk optakt. 3 dage inden kampen havde vi kun 4-5 mand klar. Holdleder Per måtte melde forfald af familiemæssige årsager, og Kurt var på ferie. Derefter fulgte et hav af afbud fra reserverne. Jeg formåede at overtale Finn til at spille, hvilket gjorde at vi også havde transport til Jes og Scheuer. Vi kom således af sted med 8 mand, og da Roskilde manglede deres 1. bræt var vi faktisk svage favoritter. Vi var dog aldrig i nærheden af at vinde kampen.

Hasso vandt en kvalitet på vej ind i slutspillet. Pointet var dog langt fra i hus, og uglerne nåede at spotte en enkelt remischance undervejs, men under alle omstændigheder blev sejren hevet i land til sidst.
Scheuer stod ok indtil modstanderen fik sat et veltimet d4-d5 ind. Derfra fik Scheuer ikke mange muligheder for at komme tilbage i partiet.

Kenneth er kommet helt op på 3. brættet efter glimrende resultater i sidste sæson. Denne gang blev det til en solid remis, hvor ingen af parterne satsede noget særligt. Formanden spillede en variant jeg har spillet mod Scheuer en del gange, så åbningen gik nemt. Da jeg så skulle til at tænke selv satte jeg først en bonde i slag og i forsøget på at reparere skaden røg der en hel officer.

Jes blev sat mat efter sølle 7 træk med hvid. Fy!
Kristians parti kom aldrig for alvor ud af balance, selv om der blev spillet længe og Kristian måtte vise at han kunne holde remis i et klassisk K+T+b vs. K+T slutspil.

Stefano driblede rundt i en meget lukket stilling, og på vej ind i slutspillet så det ud til at han var ved at blive overspillet. Hans unge modstander så dog ud til at tabe tålmodigheden og endte med at afvikle til et bondeslutspil, der var nemt vundet for Stefano. Finn var lidt presset efter åbningen, men da røgen efterhånden lettede tilbød han remis, som blev modtaget.

4½-3½ lyder som en tæt kamp, men en overgang lignede det nærmere et 6-2 nederlag. Desværre er man gået over til at spille med Matchpoints før Brætpoints i holdturneringen (hvilket jeg personligt ikke bryder mig om), og i dette tilfælde er det lille nederlag altså lige så meget værd som et stort nederlag. Vi kunne måske nok finde det halve point et eller andet sted, men det kunne Roskilde bestemt også, så resultatet var ikke ufortjent.

Kampens resultater

Holdskak